Viktoriya Svensson: Sy Selv er ved at være tilbage til som før

Foto: V. Svensson. Ejer af Sy Selv, Viktoriya Svensson
Profilbillede
dato

Først var der Coronaen, og så kom energikrisen. Men Viktoriya Svensson fra Sy Selv lader sig ikke slå ud. I denne artikel ser vi tilbage på det seneste år i den fine stofbutik

Den fine stofbutik på Snaregade har mødt meget modgang de seneste par år, men alligevel har 54-årige Viktoriya Svensson formået at overraske sine kunder på den gode måde, og der kommer tilmed nye kunder til. Det er utroligt vigtigt, understreger Viktoriya:

“Selv om det er svært, pga. prisstigninger og leverance problemer, er det lykkedes for mig stadig at få fat i metervarer i god kvalitet, som jeg så kan tilbyde til kunderne til en fair pris. Kunderne siger, at de er overrasket over udvalget, kvaliteten og serviceniveauet. Sy Selv web-shop får også mange "besøgende". Hvis kunderne ikke handler der, bruger de den til inspiration.”

“Jeg kan mærke at kunderne, lige så stille begynder at handle hos Sy Selv igen. Der kommer også nye kunder til. Det er jo vigtigt, hvis der fortsat skal være en fysisk stofbutik i byen.”

Viktoriya er alene tilbage i butikken
Men de forskellige kriser har taget hårdt på Sy Selv, som Viktoriya har haft i 4,5 år. Hun har været nødt til at afskedige en medarbejder undervejs. Dog tager hun til lære, hvad angår planlægningen omkring bestilling af varer.

“Det har været et udfordrende år for alle små butikker, også for Sy Selv. Efter to år med Corona, så kom der endnu en krise. Så jeg har været nødt til at afskedige en medarbejder. Nu er der kun mig tilbage i butikken. Og sådan må det være indtil bedre tider.”

“Denne nye krise giver også udfordringer med leverancerne. Jeg køber kun varer i Europa, men der er jo også krise. Så det kræver noget mere planlægning at få varerne.”


Viktoriya Svensson er i dag alene i butikken, efter hun var nødsaget til at afskedige en medarbejder (Foto: Sy Selv)

Man kan ose igen
Viktoriya fremhæver dog også, at det ikke har været den rene elendighed. Man er begyndt at kunne mærke optimismen igen, og Viktoriya glæder sig over at folk igen "oser" i butikken. Samtidigt åbner hun op omkring, at hun er begyndt at afholde kurser igen:

“Der er måske ikke så mange nye tiltag i Sy Selv, men det er dejligt at vende tilbage til det som vi har måttet undvære, specielt da Corona-epidemien var på sit højeste. Eksempelvis at kunne "ose" i butikken, se og røre ved varerne inden man køber og få en snak om diverse sy projekter.”

“Noget nyt er, at jeg er begyndt at forhandle sy magasinet Fibre Mood, og noget af stoffet som hører til sy-mønstrene i magasinet. Derudover øver jeg mig i at blive bedre til at lave flere opslag på diverse medier.”


Oplev det store udvalg i butikken, hvor du også kan få gode råd til dit næste sy-projekt  (Foto: V. Svensson)

“Jeg er lige så stille ved, at få gang i diverse kurser igen. F.eks. har jeg lige lagt lokaler til et broderikursus, som var meget intens og spændende. Mit tilbud om at syhold/syklubber kan booke butikken udenfor åbningstiden, er også ved at komme i gang igen.”

Det er dejligt at mærke at det går godt for Viktoriya Svensson og Sy Selv igen. Mange butikker har i den grad brug for støtte i disse tider, og derfor opfordrer vi til at folk handler ved deres lokale butikker. 


Butiksruden set fra Snaregade (Foto: V. Svensson) 

Du finder Sy Selv på adressen Snaregade 11 i Randers, og du kan læse mere om Sy Selv på butikkens Facebookside og hjemmeside.

Kilde: Sy Selv

Seneste på facebook