En ukendt mand tog i nattetimerne lørdag den 18. november uønsket fysisk kontakt til en 18-årig kvinde, som var på vej hjem fra byen.
Hændelsen skete kl. 04.45 på Stemannsgade i Randers C nær krydset ved Trapsgade. Manden greb kvinden bagfra tæt på den nordlige del af Via University College – Campus Randers. Kvinden formåede at skubbe ham væk og flygte fra stedet, mens manden forsvandt i nordlig retning.
Gerningsmanden er ukendt, men beskrives som en mand af anden etnisk herkomst. Han var cirka 165-170 cm høj og var klædt i sort kasket, sort jakke og sorte bukser.
Østjyllands Politi undersøger sagen for at afdække hændelsesforløbet. Politiet efterlyser vidner, der kan have set eller hørt noget relevant for sagen.
Informationer om den formodede gerningsmand, som angiveligt har krænket den 18-årige kvindes blufærdighed og muligvis udøvet vold, er særligt værdifulde for politiet.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.