I denne uge er der tre nye film på programmet i Nordisk Film Biografer i Randers.
Toves Værelse
Filmen 'Toves værelse' handler om den berømte danske digter Tove Ditlevsen og hendes stormfulde ægteskab med Ekstrabladets chefredaktør Victor Andreasen. Over en dag følger vi parrets intense, ondskabsfulde og særdeles velartikulerede magtkampe, da den yngre og stadigt håbefulde forfatter Klaus Rifbjerg kommer til frokost.
Ditlevsen er den dag i dag stadig hyldet som en af de største i dansk litteratur. Hun er bedst kendt for værker som 'Man gjorde et barn fortræd' og 'Barndommens gade', men forfatterindens egen tragiske historie er med tiden også blevet en del af myten.
Paprika Steen og Lars Brygmann spiller de to bærende roller som Tove og Victor. Begge har tidligere spillet samme roller i teaterstykket 'Toves værelse'. I rollen som Rifbjerg ses Joachim Fjelstrup. Filmen er instrueret af Martin Zandvliet ('Dirch' og 'Under sandet') og manuskriptet er skrevet af dramatiker Jacob Weis.
No Hard Feelings
Komedien 'No Hard Feelings' handler om den desperate Maddie, spillet af Oscar-vinderen Jennifer Lawrence, der er på randen til at miste sit barndomshjem. I sin mangel på penge besvarer Maddie en Craigslist-annonce fra et par rige helikopterforældre, der vil have Maddie til at date deres 19-årige søn, Percy, inden han skal på college.
Det er dog nemmere sagt end gjort, da den indadvendte og socialt akavede teenager er svær at få fingre i.
Lawrence både producerer og spiller hovedrollen i 'No Hard Feelings' og filmen er instrueret af Gene Stupnitsky, der tidligere har arbejdet på den amerikanske version af 'The Office'.
Yuku og blomsten på bjerget
Den musikalske eventyrfilm 'Yuku og blomsten på bjerget' handler om den unge og modige mus Yuku, der bor med sin bedstemor og mange søskende i i kælderen på et slot. Hver aften læser bedstemor eventyr højt til lyden af Yukus ukulele, men da det bliver tid for bedstemoren til at forlade familien og følge muldvarpen ind i jordens mørke indre, bliver Yuku nødt til at tage affære.
Med sin herlige ukulele begiver Yuku sig ud på en eventyrlig rejse i jagtens på Himalayas magiske blomst, som hun har læst om i in bedstemors historiebøger og som skulle være med til at bringe evigt lys.
'Yuku og blomsten på bjerget' er en sød fortælling om familiekærlighed, musikkens magi, venskaber og vigtigheden af at tro på sig selv. Filmen vandt prisen for 'Bedste Børnefilm' ved CINEKID 2022 - Verdens største børnemediefestival. Den er både skrevet og instrueret af Arnaud Demuynck og Rémi Durin.