Tre personer idømt mange års fængsel for drab og drabsforsøg

Profilbillede
dato

To kvinder og en mand blev ved Retten i Randers fredag idømt lange fængselsstraffe for at have dræbt en 40-årig mand på en adresse i Nimtofte på Djursland i juli sidste år.

En 39-årig kvinde og hendes 40-årige mand blev hver idømt 14 års fængsel, mens en 24-årig kvinde blev idømt 10 års fængsel. En 24-årig mand blev frikendt for drabet, men blev idømt otte måneders fængsel for bl.a. at have været med til at skaffe liget af den dræbte og hans bil af vejen.

Derudover blev en 26-årig mand i en tilståelsessag i januar idømt 12 års fængsel for sin rolle i drabet, mens en 37-årig mand tidligere er blevet idømt seks måneders fængsel for at have rådgivet de involverede om bortskafningen af liget, der blev gemt i en skov.

Det var den 14. juli sidste år, at den 40-årige mand blev dræbt ved kvælning og slag med jernrør på en adresse i Nimtofte på Djursland. Drabet fandt sted efter forudgående planlægning, og faktisk blev de tiltalte også dømt for i dagene op til drabet at have forsøgt at dræbe den 40-årige, men deres plan gik i vasken.

 

Dømt var gravid med den dræbte

Den 39-årige kvinde, der blev dømt i sagen, var gravid på gerningstidspunktet og har født barnet under varetægtsfængslingen, og faren var den 40-årige mand, som hun nu er dømt for drabet på.

"Det er anklagemyndighedens overbevisning, at motivet var, at den 39-årige kvinde og hendes mand ønskede at få barnet for dem selv, og den dræbte 40-årige far ikke skulle spille en rolle. Det var dét, der fik dem til planlægge drabet sammen med de andre involverede. De to øvrige, der er dømt for drabet ville få slettet deres gæld for at hjælpe med drabet, hvilket var deres motiv," siger specialanklager Jesper Rubow.

Da den 40-årige mand blev meldt savnet den 14. juli, fik politiet hurtigt mistanke til, at der kunne være sket en forbrydelse. Den mistanke blev bestyrket, da den 40-åriges bil blev fundet udbrændt ved Vivild på Djursland den 18. juli 2022. Samme dag blev de fire personer, der nu er dømt for drab og drabsforsøg, anholdt og sigtet.

Et par dage efter blev liget af den 40-årige så fundet i et skovstykke i Gassum nord for Randers, hvor det var pakket ind i plastik. Der blev efterfølgende foretaget yderligere anholdelser, så i alt syv personer har været sigtet for forskellige roller i sagen.

 

Over 50 års fængsel

Fredag faldt de sidste domme i selve drabssagen så i Retten i Randers.

"Det er en vanvittig sag og også en vanvittig tragisk sag. Det er yderst sjældent, at så mange personer bliver dømt for at have begået samme drab, og den målrettede måde de har gjort det på med planlægningsmøder og flere drabsforsøg gør også sagen ekstra voldsom. Jeg er tilfreds med, at retten i det store hele fulgte anklagemyndighedens strafpåstand og endte med at uddele over 50 års fængsel samlet i sagen," siger specialanklager Jesper Rubow, der fortsætter:

 

"Selvom vi ved anklagemyndigheden er fagligt tilfredse med dommene i drabssagen, hvor nu fire personer er dømt for drab og drabsforsøg, så er det stadig forfærdeligt, at den dræbtes børn har mistet deres far, hvilket fængselsstraffene desværre ikke ændrer ved. Men måske kan det give en lille form for trøst og følelse af retfærdighed for de pårørende."

Den 39-årige kvinde og hendes 40-årige mand blev frakendt retten til at få del af barnets arv. De dømte skal desuden betale større erstatninger til den dræbtes børn.

De tre, der blev dømt for drab, ankede alle dommen, mens den 24-årige mand modtog dommen.

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook