Tre mænd i alderen 37 til 52 år er fredag formiddag blevet anholdt i en koordineret aktion på forskellige østjyske adresser. De tre mænd er sigtet for i forening at have anvendt og vekslet falske pengesedler i spilleautomater.
Østjyllands Politi har fredag formiddag ransaget på en adresse i Hinnerup og to forskellige adresser i det nordlige Aarhus for at foretage anholdelser af tre mænd på henholdsvis 37, 38 og 52 år.
De tre mænd er sigtet for i forening at have betalt med falske pengesedler den 31. januar 2025 i et indkøbscenter i det nordlige Aarhus, hvor de via en spilleautomat benyttede sig af falske 500-kronesedler og efterfølgende fik udbetalt flere tusinde kroner i kontanter.
Foruden episoden den 31. januar er de tre mænd også sigtet for i forening at have udført et lignende strafbart forhold den 4. februar på en tankstation på Mariagervej i Randers NV.
”Falskmøntneri og anvendelse af falske pengesedler er ganske alvorligt, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi i dag har fået anholdt de tre mænd, som vi mistænker for at have stået bag de to konkrete episoder, hvor der i Aarhus og Randers er blevet anvendt falske pengesedler,” siger Thomas Schouby Hansen, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi.
Blev anholdt tidligere på ugen
Den 37-årige mand blev også anholdt tidligere på ugen og sigtet for et lignende forhold, da han blev taget på fersk gerning i forbindelse med et forsøg på anvendelse af falske 500-kronesedler i føromtalte indkøbscenter i det nordlige Aarhus, hvor det samtidig lykkedes en fortsat ukendt medgerningsmand at stikke af fra politiet.
Den sag kan du læse mere om her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/doegnrapporter/oestjyllands-politi-uddrag-af-doegnrapporten-5-februar-2025/2025/02/05
”Vi vil gerne sende en ekstra opfordring til alle de butiksdrivende om, at de og deres ansatte selvfølgelig altid skal være særligt opmærksomme på, om der måtte blive betalt med falske pengesedler i deres forretninger og butikker. Det gælder selvfølgelig særligt nu, hvor vi med sikkerhed ved, at der er flere falske 500-kronesedler i omløb, da disse falske sedler også nemt kan havne i hænderne på uvidende borgere,” siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen.