Af: Randers FC
Randers FC’s cheftræner Thomas Thomasberg bliver i Randers FC trods interesse udefra. Forhandlingerne og dialogen er afsluttet.
Normalt er spillerne de mest omdiskuterede personer i Randers FC, men i den seneste tid har cheftræner Thomas Thomasberg trukket overskrifterne, da der har været interesse fra 3F Superliga-konkurrenten AaB.
Forhandlingerne og dialogen mellem de to klubber er nu afsluttet, og Randers FC’s cheftræner hedder fortsat Thomas Thomasberg.
- Vi er virkelig glade for, at Thomas også står i spidsen for vores stærke trænerteam fremadrettet, for det har hele tiden været vores ønske, at han skulle forblive Randers FC-cheftræner. Interessen for ham har været stor, men vi har ikke kunnet blive enige med AaB om en passende aftale, og derfor har vi nu lukket dialogen for at få arbejdsro for såvel Thomas som Randers FC.
- Han har været nysgerrig på interessen, men han er stadig ekstremt motiveret for at være i Randers FC. Jeg kender ham virkelig godt og har kigget ham dybt i øjnene, og jeg kan se, at han stadig brænder for at udvikle videre på det fantastiske projekt, vi har gang i her, siger Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen om cheftræneren, der tilbage i maj 2021 forlængede sin kontrakt til 2025.
Hovedpersonen selv er lettet over, at der nu er kommet en afklaring, så han kan fokusere 100 procent på optakten til forårssæsonen med spændende kampe i 3F Superligaen og i Europa Conference League, hvor to storkampe mod Leicester City venter.
- Det er ærlig talt en lettelse, at der nu er kommet en afklaring, og jeg har fuld forståelse for og er helt afklaret med det resultat, det er endt ud med. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har været nysgerrig på den interesse, der har været fra AaB, for det er en god klub, som jeg har en fortid i og et nært forhold til.
- Jeg er beæret over den interesse, der har været, for det viser, at klubben og jeg har præsteret godt. Når det så er sagt, så må der ikke herske tvivl om, at jeg er virkelig glad for at fortsætte i Randers FC, som i dette forløb også har vist, hvor meget de vil mig, siger Thomas Thomasberg.
Han fortsætter dermed ufortrødent sit arbejde med at udvikle et Randers FC-hold, som befinder sig i den nok bedste tid i klubbens historie.
- Vi har et ekstremt spændende forår i vente, og jeg føler stadig, at vi kan lægge yderligere på, så jeg er stadig virkelig motiveret for fremtiden i Randers FC. Det var jeg, da jeg forlængede kontrakten i sommer, og det vil jeg være til den dag, jeg ikke længere er en del af denne fantastiske klub, som betyder så meget for mig.
- Jeg elsker den her klub og menneskerne i den, og det vil jeg altid gøre, siger Thomas Thomasberg.