Hundredvis af folkeskoleelever har i disse uger besøg af teaterpædagoger, der udfordrer eleverne på deres tilgang til leg og kreativitet. Det sker i et tæt samarbejde mellem Randers Teater og Teaterhuset Filuren, der står for at udvikle og facilitere forløbene.
"Teaterlegepladsen" er navnet på det forløb, som teaterpædagoger ruller ud med til folkeskoleelever i Randers Kommune. Et forløb, der tager afsæt i de gode erfaringer med udendørs læring under corona. Derfor er forløbet udarbejdet som et dramapædagogisk projekt, hvor legene udspiller sig udendørs, som det netop var tilfældet under corona.
"Børnene bliver guidet igennem en fantasihistorie og en række tilhørerende lege, som de efterfølgende selv skal prøve at genfortælle. Det er som at have en undervisningstime, der hedder "Vi leger sammen", og det er med til at styrke glæden og evnen til leg og det at lege i flok. På Teaterlegepladsen kommer de væk fra skærmen og får samtidig styrket deres motorik," fortæller Tine Eibye, der er dramaturg og producent ved Randers Teater.
Forløbene er et tilbud til 0. og 1. klasses elever på folkeskolerne i Randers Kommune. Tilbuddet er støttet af Region Midt, der har afsat en pulje til kulturelle projekter på skolerne, som teaterlegeplads-forløbene har søgt om og fået del i.
Kulturen kommer ud til eleverne
"Det betyder rigtig meget, at kulturen kommer ud til os på folkeskolerne - særligt for os landsbyskoler, der ikke har de mange kulturtilbud lige i baghaven. Vi kan tydeligt se, at kunsten virkelig kan inspirere eleverne, og at den langt fra er hverdagskost for dem alle. De bliver så opslugte og lever sig fuldstændig ind i det," fortæller Pernille Engamo, der er skoleleder på Asferg Skole, som er en af de folkeskoler, der allerede har haft besøg af teaterpædagogerne.
Forløbene tager afsæt i en historie om en lille mus, der rejser ud i en luftballon til både nord, syd, øst og vest i Danmark. Som en del af historien får eleverne vist et kompas og et kort, så de selv kan gå på opdagelse efter de fire destination. På hver destination er der en leg, der passer til landsdelen.
"Vores undervisere er med til forløbene og det gør, at de også får indblik i de lege, som teaterpædagogerne sætter i gang. Det giver et stort udbytte, fordi underviserne på den måde kan være med til at fastholde eleverne i legen og motivere dem til at prøve nyt," siger Pernille Engamo.