Team Nordøst vandt en tæt kamp mod Thorsager-Rønde IF 2 med en slutstand på 18-16 i Korshøjhallen.
Træner for hjemmeholdet, Maria Hvid, var tilfreds med sit holds præstation, der tog hul på en ny sæson, men hun pegede samtidig på, at spillerne skulle bruge lidt tid før de fandt deres spil.
“En lidt nervøs start på den nye sæson. Vi skulle lige se modstanderne lidt an, inden vi fik gang i vores eget spil,” lød det fra Hvid.
Efter den middelmådige start, begyndte tingene efterhånden at fungere for Team Nordøst.
“Når vi holdte os til vores aftaler, så lykkedes tingene for os. Vi ændrede vores forsvar til et mere offensivt udgangspunkt, hvilket også var den rigtige løsning mod dagens modstandere. Det fungerede rigtig godt når vi holdt farten i bolden, og kørte vores angrebsåbninger,” forklarer træneren.
For Maria Hvid var det i sidste ende holdets samlede præstation, der sikrede sejren i det tætte opgør:
"Resultatet i dag afspejler en fin holdpræstation, hvor alle bød ind med gode aktioner i begge ender af banen," fremhævede træner for hjemmeholdet, Maria Hvid.
Dog var der stadig områder, der skal forbedres inden næste kamp.
"Vi får desværre lavet alt for mange tekniske fejl. Men så er der heldigvis noget at arbejde videre med til de kommende træninger," sagde Hvid.
Team Nordøst-spilleren, Malou Thrue, gav også sin reaktion på kampen:
"Vi gik til dagens kamp med lysten til at vinde den første kamp i puljen, der var en helt fantastisk stemning i hallen med mange tilskuere som bakkede op om vores hold. Vi startede ud med at have lidt udfordringer i starten af første halvvej, men vi begyndte at finde rytmen både i forsvaret og angrebet som førte os til en sejer på 18-16 ”
Næste kamp for Team Nordøst er søndag 8. oktober, hvor de skal møde Hornslet IF på Hornslethallerne. Der er kampstart kl. 15:50.
Kampens resultat: 18-16 til Team Nordøst
Række: U-15 Pige B