Da Team Nordøsts U13-piger søndag mødte B 65 Fjorden, kunne de til sidst juble over sejren for anden runde i træk.
Team Nordøst-pigerne var aldrig rigtig i store problemer, og de vandt kampen sågar også kampen med cifrene 17-12. Dog mener træner, Maria Hvid, at pigerne døjede med koncentrationen i løbet af kampen:
“Overordnet en fin kamp - på trods af at pigerne kæmper med at finde tændingen helt og holde koncentrationen hele kampen igennem.”
“Vi falder lidt i kadence, hvilket også skyldes, at vi efter min vurdering møder et "dårligere" hold, som vi på papiret overmatcher på flere parametre. Så jeg forstår godt, at det kan være svært at hive sig selv op. Med en sejr i hus, så kan jeg ikke være andet end tilfreds.”
Spørger man Maria Hvid, så er der bestemt også aspekter af kampen, der er værd at fremhæve, hvor særligt én af pigerne spillede en utroligt flot kamp:
“Nicoline Horn. Hun spiller en rigtig flot kamp, hvor hun både selv spiller sig frem til mange flotte afslutninger, som hun flere gange sætter ind helt oppe i hjørnerne. Men hun formår også at sætte hendes holdkammerater flot i scene, og står godt i forsvaret. Så god kamp fra hende i dag.”
For selvom Team Nordøst i perioder af kampen bøvlede lidt med koncentrationen, så var de klart det bedste hold på banen. Hvid mener også, at holdet trods alt lykkedes med mange gode ting.
“Vores presspil fungerede godt, når vi får sat det rigtig op. Når vi kommer i det rigtige løb med den rigtige timing og får sluppet bolden på de rigtige tidspunkter, så spiller vi os lige igennem og spiller os frem til rigtig store chancer.”
Næste opgave for Team Nordøst er igen B 65 Fjorden i Ommersysselhallen. Der er kampstart søndag den 11. december klokken 12:50.
Kampens resultat:
17-12
til
Team Nordøst
Række: U13 Pige B