Af: Randers HK
Iben Lynnerup, der tidligere har spillet i Randers HK Ungdom, skifter fra Bjerringbro til Randers HK.
Den talentfulde bagspiller, der er kendt for sit kreative spil og fandenivoldskhed, spillede en stor rolle på Randers HK’s U19 hold sidste sæson. Nu er hun tilbage i den blå trøje.
”Jeg valgte for kort tid siden at stoppe på holdet i Bjerringbro, da mine forventninger og den rolle, jeg var blevet tiltænkt, ikke blev opfyldt. Derfor er jeg rigtig glad for at blive en del af Randers HK-truppen her den sidste halvdel af sæsonen.
Det var ikke noget, jeg havde forventet, da jeg kontaktede Mikkel og Ole og spurgte, om jeg kunne træne med hos dem. Men jeg glæder mig rigtig meget til at udvikle mig i det her miljø og har en meget god mavefornemmelse omkring det,” siger Iben Lynnerup.
I Randers HK glæder cheftræner, Ole Bitsch, sig over at kunne byde Iben velkommen tilbage og ser et spændende potentiale i den 20-årige bagspiller.
”Det er en mulighed, der opstod ud af det blå, da Iben valgte at stoppe i Bjerringbro. Da vi har fået en smallere trup, var det oplagt at tilknytte hende til holdet.
Grundet vores samarbejde med Bjerringbro har Iben trænet med os flere gange i efteråret, og det er derfor ikke helt nyt hverken for hende eller os,” slår Ole Bitsch fast og fremhæver Ibens kompetencer.
”Hun er en rigtig spændende spiller, og jeg ser et uforløst potentiale i hende. Hun har en rigtig god teknisk formåen og spilforståelse, men hun skal arbejde meget med hendes fysisk. Det bliver spændende at følge hende her i foråret.”
Iben kan få debut allerede i aften, når Randers HK skal forsøge af tage to point på udebane mod Ajax København.