Interessen har været stor for de nye almene rækkehuse på Koboltvej i Over Hornbæk. Allerede inden indflytning kan Randers Boligforening af 1940 nu oplyse, at samtlige 14 boliger er udlejet, og de nye beboere kan flytte ind den 1. marts 2026.
– Den store interesse viser, at der er et tydeligt behov for moderne, almene boliger i attraktive områder som Over Hornbæk. Vi er både glade og stolte over, at alle boliger nu er udlejet, siger Jan Guldmann, formand for Randers Boligforening af 1940.
Rækkehusene er opført i ét plan og rummer 110 kvadratmeter med fire værelser. De ligger i Over Hornbæk med kort afstand til skole, daginstitutioner, indkøb og grønne områder.

Forud for indflytningen har Randers Boligforening af 1940 afholdt et informationsmøde for de kommende beboere. Her havde de mulighed for at møde hinanden, hilse på boligforeningens formand og medarbejdere samt få svar på spørgsmål. På mødet blev der blandt andet informeret om afdelingen, om det at bo alment, beboerdemokratiet, indflytning og praktiske forhold.
– Det er vigtigt for os, at beboerne får en god start og føler sig trygge i både deres nye bolig og det fællesskab, de bliver en del af. Informationsmødet gav en god ramme for, at kommende naboer allerede nu kunne lære hinanden at kende, siger Jan Guldmann.

Randers Boligforening af 1940 er samtidig i gang med endnu et større byggeprojekt. I Assentoft opføres der i øjeblikket 27 nye rækkehuse på Knabstrupvej, som forventes klar til indflytning i sommeren 2026.
Boligerne opføres i tre forskellige boligtyper og størrelser og er indrettet med fokus på fleksibilitet, tilgængelighed og moderne løsninger.
De nye rækkehuse ligger i den østlige del af Assentoft med villabebyggelse mod nord og åbne marker mod øst. Området har kort afstand til skole, daginstitutioner og indkøb samt nem adgang til motorvejen og Randers by.
– Med byggeriet i Assentoft fortsætter vi arbejdet med at skabe tidssvarende almene boliger, der matcher behovene hos både nuværende og kommende beboere, siger Jan Guldmann.
Interesserede kan finde mere information om boligerne i Assentoft via RandersBoligs hjemmeside: www.randersbolig.dk.
