Af: Martin Albrechtsen // Randers FC
Randers FC er ankommet til England, hvor Søren Pedersen glæder sig til den store kamp mod Leicester City.
Randers FC er velankommet til England, hvor kronjyderne skal spille 1/16-finale i Europa Conference League mod Premier League-mandskabet Leicester City torsdag aften. Sportsdirektør Søren Pedersen glæder sig enormt meget til den store kamp.
- Det er én af de helt store kampe i Randers FC's historie. Én af de kampe, som man kommer til at huske i rigtig lang tid. Jeg kan selv huske, da vi vandt pokalen i 2006 og de efterfølgende europæiske kampe, hvor meget man snakker om det, og hvor meget det betyder for både spillere og klubben.
- Det bliver helt sikkert en kamp, som bliver husket i rigtig lang tid, og som betyder rigtig meget for Randers FC, fortæller Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør hos Randers FC.
Søren Pedersen kalder Leicester City for kæmpefavoritter, men afviser ikke, at Randers FC kan skabe sensationen.
- Det er klart, at Leicester er kæmpefavoritter til at vinde kampen, men jeg tror og håber også, at de undervurderer os en smule, og at vi så kan overpræstere. I fodbold kan alting ske, så jeg tror på det, fortæller Søren Pedersen.
Der er kampstart på King Power Stadium torsdag kl.21.00.
Vi glæder os til at se alle jer Randers FC-fans, som tager turen til det engelske.
Hvis man ikke rejser til England, kan kampen ses på TV2 Sport X.