SMIFF gæstede lørdag Assentoft Stadion i mødet mod SIF Assentoft. Trods en ihærdig indsats for at hive sejren i land, og rigtig mange chancer, måtte de tage til takke med et uafgjort resultat efter en sen Assentoft-scoring.
Den sene udligning fra Assentoft gjorde, at kampen endte 1-1, hvilket SMIFFs cheftræner, Morten Wiese Jacobsen, var meget ærgerlig over.
“Drengene skulle have lukket den kamp. Der er mega god tænding på under opvarmning, vi kommer godt fra start, og arbejder os til et godt overtag i kampen. Anton Poulsen og Silas Kahr lukker totalt Assentoft’ angreb,” siger Morten og fortsætter:
“Vi får et flot mål af Vilhelm Benzon lige før pausen. I 2. halvleg begynder vi at miste momentum, rammer ikke rigtig hinanden, slår for lange bolde, mister overblik og kontrol - og 7 minutter før tid udligner Assentoft til 1-1.”
Trods resultatet, mener Morten Wiese Jacobsen alligevel, at visse dele af kampen fortjener ros:
“Vores spil kombinationsspil og spil op af banen virkede super godt. Der var mere lyd og markering på end sidste kamp, og vi havde mange gode 1-2 kombinationer. Og så især vores løb/angreb i venstre side var stabilt og effektivt.”
Morten Wiese Jacobsen kunne se sig yderst tilfreds med flere ting i kampens løb, og derfor var der flere præstationer på banen, som han fremhæver.
“Kampens spillere, valgt af spillerne selv, blev igen forsvarskongen Silas Kahr og målscorer Vilhelm Benzon. Men jeg er også nødt til at nævne det hurtige makkerpar i venstre side, Anton Poulsen og Ludvig Wiese Jacobsen, som skabte mange chancer og havde stort overskud på kanten.
“Derudover vokser vores keeper virkelig med opgaven i øjeblikket. Han har god kommunikation, løber ud i boldene og har overblik. Hele holdet arbejder for hinanden, og det er super at se.
Men det er faktisk ikke kun spillerne, der fortjener ros, ifølge Wiese Jacobsen, der også ønsker at sige tak til de fremmødte tilskuere.
“Jeg må også sige TAK til vores trofaste publikum. Det er så godt at drengene bliver bakket op, men jeg tror nu også de voksne hygger sig. Der er ALTID en god stemning på linjen,” siger han med et stort smil.
SMIFF-spillerne, Silas Kahr og Malthe Almer Sørensen, giver også sin reaktion på kampen:
“Vi får pakket deres angreb fint ned, og har gode løb op af banen, vi skal bare holde fokus i alle 70 min. I dag er vi ikke tilfreds med en uafgjort,” siger drengene.
Næste gang er det Hornbæk SF, som SMIFF møder på Albæk Stadion. Der er kampstart klokken 17:30 tirsdag den 9. maj.
Kampens resultat:
1-1
Række: U14 Drenge Liga 4
33' | 0-1 | Vilhelm Benzon |
63' | 1-1 | Anton Domino |