Sammen med holdets træner, Henrik Andersen, kaster vi i denne artikel et tilbageblik på den forgangne sæson for Romalt IF. En sæson, der i høj grad har præget af skader og et enkelt hold i rækken der udeblev fra mange kampe.
Forventningerne til holdet var helt tydelige inden sæsonen, og selvom holdet fik en dårlig start, så formåede de at leve op til målsætningen.
"Målsætningen var en Top 3-placering, og den blev trods en dårlig start indfriet."
Især mod slutningen af sæsonen beviste holdet at evnerne til at indfri målsætningerne var til stede. Men det har været en mærkelig sæson, mener Henrik Andersen:
"Det har været en sæson plaget af skader, som gør at vi desværre ikke ender helt i top. Det har været en lidt mærkelig sæson, hvor AaB har haft stor indflydelse på op- og nedrykning, ved at udeblive fra halvdelen af deres kampe, bl.a. mod Thisted. På trods af klager, fra så godt som alle hold i puljen, valgte DBU at gøre som de plejer: ingenting."
I løbet af sæsonen kunne holdet også glæde sig over særligt ét højdepunkt. Henrik Andersen fortæller:
"Et klart højdepunkt er vores anden halvdel af sæsonen, hvor vi var tæt på at gøre rent bord mod alle vores modstandere."
Næste skridt for Romalt IF er at forberede sig til den kommende sæson. Henrik Andersen giver sit besyv på, hvad holdet skal tage med sig ind i næste sæson.
"Vores anden halvdel af sæsonen, og så er vi i gang med at udbygge truppen frem mod næste sæson."
Vi glæder os til at følge Romalt IF i næste sæson!
Romalt IF Kvindeserie Vest kåringer:
Årets spiller: Fria Brix
Årets talent: Camille Vestergaard
Årets fighter: Julie Jensen
Årets kammerat: Silje Strand
Årets træningsflid: Line Jespersen