Restaurant Det Gamle Apothek er den rigtige medicin for blodpropramte Pernille

Foto: Det Gamle Apothek // Pernille.
Profilbillede
dato

Først lukkede coronarestriktionerne Det Gamle Apothek, hvor Pernille Bruun Jensen var køkkenchef. Så fik hun et travlt job et andet sted, der sørger for mad til selskaber. I en af de sjældne pauser gik Pernille udenfor for at få et par sug af en cigaret, men til hendes store overraskelse kunne hun ikke få cigaretten til at hænge fast i munden. Hun var pludselig blevet lam i ansigtet.

Blodproppen, som havde ramt hendes hjerne, sendte hende til Skejby, hvor hun fik god tid til at reflektere over sin hidtidige livsstil. Allerede mens hun stadig lå i sygesengen, besluttede hun, at hun ikke ville opgive sit fag.

Tværtimod ville hun have foden under eget komfur og tage kokkekniven i den anden hånd.

På årsdagen for nedlukningen, genåbnede Pernille Det Gamle Apothek – nu som selvstændig restauratør og med lillebror Simon som ny køkkenchef. Sammen kører de restaurantens eksisterende koncept videre, så man stadig kan få fransk inspireret mad i portioner, som man bliver mæt af.

Sej genoptræning

Men først skulle der genoptrænes.

”Der var en nedtur på et par måneder, hvor jeg tænkte meget over livet. Man ved jo ikke, om man skal være lam resten af livet,” fortæller Pernille.

”Når man bliver ramt af sådan en blodprop, kan man let gå ind i sådan en depressions/stress-agtig rytme, fordi kroppen lukker helt ned. Det er noget, hjernen gør af sig selv, fordi man har været ude for sådan en traumatisk oplevelse. Så de første par måneder handler om, at man kommer over det der dybe hul,” fortsætter hun.

Og hertil kommer, at der er masser af fysisk træning.

Familien betyder alt

Pernille er taknemmelig over, at hun har haft gode folk omkring sig til at støtte undervejs i genoptræningen.

”Jeg har selvfølgelig min kæreste derhjemme, og så har jeg mine forældre, som har været sindssygt støttende med at passe min 6-årige datter, som ikke skulle se alt det, jeg skulle igennem. Jeg er en viljestærk person, så i dag er jeg 100% ovre min blodprop, og jeg er slet ikke lam mere” siger hun.

Pernille ved godt, at hun har været heldig. Det er ganske sjældent, at den slags blodpropper rammer i så ung en alder, og hun har heldigvis fået god behandling og genoptræning hurtigt. Hun har et par gode råd til andre, som måtte blive ramt.

”For det første skal man passe på med ikke at falde ned i det der dybe, sorte hul, som man let bliver ramt af. For det andet skal man blive ved med at træne, for det er nødvendigt for at musklerne og nerverne bliver gode igen. Og man skal holde op med at ryge,” siger hun.

Opgør med det usunde liv

Livet i et køkken er ofte ret usundt. Tingene går stærkt, hvilket er stressende, og ofte er der slet ikke tid eller lyst til at spise ordentligt undervejs. Hvis man, som Pernille gjorde, ovenikøbet ryger, bliver det bestemt ikke bedre.

”Jeg blev grebet af køkkenlivet allerede, da jeg som barn var med min onkel på arbejde. Han var køkkenchef i et stort hotelkøkken, og da jeg så, hvordan han bare havde overblik over det hele, tænkte jeg, at sådan ville jeg også være,” fortæller Pernille.

Som 15-årig kom hun i lære direkte efter folkeskolen, og stod som 19-årig med et svendebrev i den ene hånd og en skarp kokkekniv i den anden. Så på trods af sin unge alder har hun masser af erfaring at bygge på. Og årevis af erfaring med en usund livsstil.

”Når man står i et køkken, bliver man mættet af alle de dufte og sanseindtryk, der kommer i løbet af en 14-16 timers arbejdsvagt. Så får man måske et enkelt måltid, men hvis det ikke er nærende nok, så er man godt sulten, når man har fri lidt før midnat, og så skal der bare køres et eller andet hurtigt fast food i munden, før man kommer hjem i køjen. Og dagen efter starter man forfra igen,” forklarer hun.

Sådan er det ikke for personalet på Det Gamle Apothek.

”Vi gør meget ud af personalemaden. Ved 16-tiden sidder vi og får et godt måltid sammen. Jeg har bestemt, at der skal være en vis mængde grøntsager og nogle gode proteiner, for at vi kan holde aftenen kørende. Der skal være noget næring i det måltid,” siger Pernille.

Lillebror styrer køkkenet

Pernille har arbejdet sammen med sin lillebror, Simon, i flere år. Og nu hvor Pernille ikke selv er i køkkenet mere, overlader hun trygt grydeskeen i broderens varetægt.

”Han ved godt, hvem der er chefen, og vi arbejder rigtig godt sammen. Så med ham ved min side ved jeg også, at jeg kan tage en fridag af og til – og det er der brug for, når man arbejder i det tempo, som gode gastronomiske oplevelser kræver,” siger Pernille.


Foto: Billede af Restaurant Det Gamle Apothek

Læs mere om restauranten på deres hjemmeside og Facebook.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Det Gamle Apothek // Pernille

Seneste på facebook