Det var en rejse til middelhavsøen Leros, der fik Teresa Mai og Jan Svendsen til at åbne butikken Den lille Græske.
Det er ikke lige til at se det i vintermørket, hvis man ikke ved det, når man drejer om hjørnet fra Kirkegade i Randers og går op ad Store Voldgade. Men efter vejen har slår et knæk, ligger der noget så sjældent og fantastisk som en delikatessebutik med vareimport fra Grækenland.
Og når man spørger Teresa Mai, er der tre årsager til specialvarebutikken.
Du kan bare tage det roligt, den gode forklaringer kommer.
Livsnyderi og tilbagelænet stemning
Teresa er daglig bestyrer af butikken, og hun har travlt, men giver sig tid til at forklare om, hvordan ideen til Den lille Græske opstod:
”For det første ville vi gerne give folk i Randers en lille oplevelse af Grækenland og de fantastiske kvalitetsprodukter både inden for madvarer og håndlavede trævarer, som landets øer kan byde på. For det andet er den tilbagelænede livsnyderstemning ved Middelhavet, noget vi godt kunne tage mere til os her mod nord”.
Jan tog fusen på Teresa
Teresa uddyber historien:
”For det tredje havde jeg altid drømt om at have en butik med græske importvarer, og så en dag tog Jan, min kæreste, fusen på mig og fortalte, at nu han havde han oprettet et firma til en butik med netop den slags varer. Jan ejer butikken, og jeg er bestyrer og står for den daglige drift”.
Foto: Privat // Skakspillene i butikken er af oliventræ og på butikkens facebookside kan du se, hvornår du kan spille skak med stemningsfuld græsk musik på anlægget og i ørerne og dertil med kaffe og lidt sødt til ganen.
Den græske livsfilosofi
Teresa fortæller så entusiastisk om den græske måde at leve på, at det giver udlængsel helt ind til benet i den danske vinterkulde.
”Grækerne er sjældent i dårligt humør, og de er helt fantastisk åbenhjertige, hjælpsomme og gæstfrie, de lever på øerne af deres vareproduktion, jorden, olivenlundene og turisterne og på trods af de økonomiske kriser, de har været igennem, tager de altså livet mere let og åbent. Og tempoet og livsrytmen er anderledes ikke mindst. Lidt af netop den filosofi ville jeg gerne importere til Randers i form af delikatesser.”
Middelhavstålmoldighed, en vinmark og en pindsvinekoloni
I butikken findes en lang række specialprodukter, og Teresa nævner ikke bare produktnavnene, hun giver sig også tid til, måske med en slags middelhavstålmodighed, at begrunde hvorfor, produkterne er af høj kvalitet, og hvilke historier der knytter sig til særligt vinen.
Foto: Privat // Teresa Mai og Jan Svendsen tager også på marked med de græske specialvarer. Her er det i Frederikshavn
”Grækerne er gode til at lave vin, det har de gjort i hen ved 6000 år, så det er jo ikke så mærkeligt,” siger Teresa og tilføjer:
”En af de rigtige gode vine, vi fører, er fra Alpha Estate Hedgehoge, og det er ikke en tør vin, men den er af høj kvalitet. Der knytter sig i øvrigt den historie til vinen, at der lever en pindsvinekoloni på den mark, hvor druerne dyrkes”.
Oliventræ og honning
Honning, krydderier, oliven og olivenolie fra små familiegårde i Grækenland og så desuden olivensæber og smukke håndlavede udskårne skeer og andre genstande i oliventræ, er også en del af sortimentet i Den Lille Græske, foruden det store udvalg af spiritus.
Teresa fortæller:
”Vi forhandler den Ouzo, der hedder Black D’ Artemis. Den er på 46% og dobbelt destilleret, og for mig er den ikke særlig på grund af procenten, den er særlig, fordi den fine anisaroma gør, at smagen netop ikke er sprittet.”
Skak som ved middelhavet
I Den lille Græske holdes middelhavsstemningen i hævd, for man kan nemlig for 50 kr. spille skak i butikken og samtidig få serveret kaffe og lidt sødt til ganen.
Foto: Privat // I den fine butik i St. Voldgade er der et velassorteret udvalg af græske delikatesser.
Skakspil og brikker er selvfølgelig håndlavede i oliventræ, og man kan købe et spil i butikken, hvor Teresa med tiden også har tænkt sig at importere domino- og backgammonspil i den ædle træsort.
”Ja, jeg har jo sådan set ret så travlt,” siger Teresa.
”Men det går jo alt sammen nok, når man bare husker at nyde det hele lidt.”
Skak, butik og facebook
Den lille Græske ligger St. Voldgade 3, 8900 Randers, har åbent mandag til fredag 10.00 - 17.00 og lørdag 10.00 - 14.00.
På deres Facebookside her kan man se flere af deres produkter og få mere at vide om de hyggelige skakarrangementer.