Skiftende restriktioner har længe afholdt os fra at gå ud og spise, men endelig lysner det. I Randers var der godt fyldt op, da Restaurant Flammen igen kunne tilbyde brunch til de mange sultne selskaber.
I Randers og resten af Østjylland er spareribs en populær spise – især om lørdagen. Det viser de seneste tal fra Coops Mad-O-meter-analyse. Og tendensen blev bekræftet, da Restaurant Flammen i Randers kunne slå dørene op til deres store brunch- og frokostbuffet efter længere tids corona-nedlukning. Her har kombinationen af klassisk brunch, spareribs og andre udskæringer på grillen samt vafler med softice til dessert været en stor succes. Unge som gamle strømmede randrusianerne til.
"Vi har en klassisk brunch med et ekstra touch, som er spareribs, bøffer og andet kød, der kommer direkte fra grillen, og det er meget populært. Ovenpå en lang periode uden mulighed for at gå ud at spise, er der rigtig mange, der har glædet sig til at komme ud og fejre fødselsdage, bryllupsdage eller bare mødes med familien til søndagsbrunch," siger Christian Jensen, der er General Manager hos Restaurant Flammen i Randers.
Folk vil samles og fejres
Nedlukninger og forsamlingsforbud under coronaen har praktisk talt gjort det umuligt for folk at samle familie og venner og hygge sig sammen, som man plejer. Derfor er der nu, hvor restriktionerne gradvist lempes, et stort behov blandt randrusianerne for at mødes og indhente det tabte.
"Mange selskaber og arrangementer er blevet aflyst eller udskudt det seneste år, og der bliver taget revanche nu. Det kan vi helt tydeligt mærke, og det er så fedt at tage imod så mange glade gæster igen," siger Christian Jensen.
Ifølge regeringens retningslinjer må der nu samles op til hundrede personer per indendørs arrangement. Per 1. juli blev dette hævet til 250 personer.
Store forventninger til sommeren
For at gå på restaurant eller café, hvor der igen er blevet åbnet for indendørsservering, er der stadig krav om coronapas. Det er dog ikke længere nødvendigt at bære mundbind, men for at give gæsterne en tryg oplevelse er der stadig fokus på afspritning og afstand på Restaurant Flammen. 1. juli udfases arealkrav og afstandsanbefalinger på restauranter landet over og dermed også på Restaurant Flammen i Randers.
"Vi er meget glade for igen at kunne byde folk velkommen i restauranten, og med udfasning af endnu flere restriktioner over sommeren går vi en dejligt lys tid i møde," siger Christian Jensen.