Blandingen af almene og private boliger skaber stærke fællesskaber, siger borgmester Torben Hansen ved markeringen af byggeriet af 14 nye rækkehuse.
Efter tre års ventetid blev det den 15. januar 2025 markeret, at byggeriet af 14 nye almene rækkehuse på Koboltvej i Over Hornbæk officielt er i gang. Med borgmester Torben Hansen og formand for Randers Boligforening 1940, Jan Guldmann, ved spaden blev det første symbolske spadestik taget til projektet, der forventes at stå klar i begyndelsen af 2026.
"Det er en stor dag for Randers Boligforening 1940, men også for kommunen som helhed. Dette byggeri er et glimrende eksempel på, hvordan vi kan blande boligformer og skabe dynamikker, der styrker vores lokalsamfund," sagde borgmester Torben Hansen i sin tale.
Stigende efterspørgsel på almene boligerDe kommende boliger bliver 4-værelses boliger på 110 kvadratmeter. For dem, der ønsker en større stue, er der mulighed for at fjerne en væg.
Formand Jan Guldmann fremhævede den store interesse for de nye almene boliger:
"Da vi opførte 55 rækkehuse ved det tidligere Kærsmindebad, var der op mod 1000 på venteliste. Vi forventer samme høje efterspørgsel her. Det er tydeligt, at mange ser en stor værdi i at bo alment."
Byggeri med rødder i lokalhistorien
Området, hvor de nye boliger opføres, har tidligere fungeret som fodboldbaner for Hornbæk Sportsforening. Det blev også fremhævet i Jan Guldmanns tale:
"Området emmer af historie og fællesskab. Mange af os har minder herfra, hvad enten det er fra fodboldbanerne eller de sociale aktiviteter i klubben. Nu bliver det stedet, hvor nye fællesskaber kan opstå blandt de kommende lejere."
Borgmester Torben Hansen supplerede: "Dette byggeri er en transformation, hvor vi gør plads til nye familier og skaber muligheder for det gode liv. Med skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder lige i nærheden er det her et attraktivt sted at bo."
Klar til indflytning i 2026De 14 boliger forventes at stå klar til indflytning i januar eller februar 2026. Boligforeningen arbejder allerede på at forberede materiale om boligerne, så de boligsøgende kan tilføje boligerne på deres boligønsker via RandersBolig.
Formand Jan Guldmann ser frem til at få boligerne udlejet: "Det er et byggeri for fremtidens lejere, der stiller nye krav til boligindretningen. Vi er derfor stolte over at kunne tilbyde moderne og prisvenlige hjem i et område, der kun bliver mere attraktivt."
Med det første spadestik markeret ser Randers Boligforening 1940 frem til at byde nye beboere velkommen i et område, hvor fællesskab og lokalhistorie går hånd i hånd.
Fakta om byggeriet- Antal boliger: 14 almene rækkehuse.
- Størrelse: Cirka 110 m² med fire værelser (mulighed for åben planløsning).
- Placering: Koboltvej, Over Hornbæk.
- Byggesum: 34 millioner kroner.
- Indflytning: Forventes klar i januar/februar 2026.
Boligerne bliver sendt i tilbud via ventelisten, hvilket forventes at ske i slutningen af 2025. Boligerne bliver tilbudt til de boligsøgende, der har tilføjet disse på deres boligønsker og efter medlemsanciennitet i RandersBolig. RandersBolig informerer på hjemmesiden, når der er åbent for opskrivning til boligerne.
Hvis du endnu ikke er medlem af RandersBolig, kan du blive det i dag - Bliv medlem
Du kan følge med i status på byggeriet af de 14 rækkehuse på RandersBoligs hjemmeside: Byggeri: Over Hornbæk