En patrulje standsede onsdag kl. 13.36 en bil på Gl. Viborgvej ved Randers NV, og det endte med flere sigtelser til både den 41-årige fører af bilen og hans 31-årige passager.
Den 41-årige var frakendt førerretten, og da han også virkede påvirket af narko, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en joint på sig.
Den 31-årige passager blev også sigtet for at have stoffer på sig, da betjentene fandt en mindre mængde hash i hans ene lomme. Derudover var han i besiddelse af en bushammer, og det gav ham en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.