Randers Kommune er netop kåret som landets højdespringer i placering som erhvervsvenlig kommune.
"Jeg er især glad for, at over 70 procent af virksomhederne i Randers Kommune vil anbefale andre at slå sig ned i kommunen. Det er markant over landsgennemsnittet, og det er for mig en stærk indikator på, at vi har et godt klima for virksomheder, og at vi står sammen om den positive fortælling," siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Han har netop set resultatet af Dansk Industris landsdækkende undersøgelse af kommuners erhvervsvenlighed. Randers springer 37 pladser frem og får en placering som nr. 38 ud af landets 98 kommuner.
I undersøgelsen har 70 procent af virksomhederne angivet, at de helt sikkert/sikkert ville anbefale andre at etablere sig i kommunen. På landsplan er det 60 procent af virksomhederne, som ville gøre det samme i forhold til deres kommune.
"Vi er steget 12 procent i virksomhedernes lyst til at anbefale andre virksomheder at etablere sig her i kommunen. Samtidig hæfter jeg mig ved, at vi på landsplan får en placering som nr. 11 i forhold til at sikre, at fremtidige medarbejdere får de rette uddannelseskompetencer," siger Torben Hansen.
Han er også meget opmærksom på, at selvom Randers Kommune har en stærk beliggenhed i forhold til infrastruktur i Østjylland, så er der også udfordringer i forhold til for eksempel trafik på E45 og Randers Bro.
"Og her er vi netop et kontinuerligt fokus sammen med erhvervslivet på, at vi skal skabe en bedre infrastruktur. Vi står stærkere i år, fordi vi i byrådet har vedtaget en stærk infrastrukturplan. Der er også sat midler af til finde gode løsninger som f.eks. en klimabro, ligesom vi kæmper videre for tre spor på E45 fra Randers N til Aarhus N," siger Torben Hansen, som også peger på, at byrådet har sat midler af til at forbedre Ringboulevarden i Randers.
I erhvervsmålingen tager Randers også et positivt spring i forhold til udbudsprocesser, når der skal anvendes private leverandører og indtager en 30. plads på landsplan, ligesom Randers ligger stærkt i kategorien Grøn Udvikling med en 9. plads på andel af kommunale bygninger, der har energimærke og en 27. plads på kommunale initiativer, der bidrager til bæredygtig omstilling.
"Jeg vil gerne kvittere for, at vi har en positiv og god dialog med virksomhederne. Jeg er også opmærksom på, at vi fortsat kan gøre det endnu bedre. Og virksomhederne har kvitteret ved, at de er stærke ambassadører for vores fælles område," siger Torben Hansen.