Randers fik forfærdelig indledning i forårspremieren

Cheftræneren var frustreret og irriteret efter nederlaget (Foto: Randers FC)
Profilbillede
dato

Af: Oliver Maltha // Randers FC

Randers FC tabte 3F Superliga-forårspremieren efter en kamp, hvor spillerne aldrig rigtig fandt den rigtige melodi.

Mandag aften var det atter tid til 3F Superliga-bold, da Randers FC hjemme tog imod lokalrivalerne fra Viborg FF i 3F Superligaens 18. spillerunde hjemme på Cepheus Park Randers. Kampen var den første kamp for Randers FC’s vedkommende i en utrolig vigtig forårssæson, hvor jagten på Top 6 for alvor skal sættes ind. 

Randers FC kom utrolig dårligt ud til dagens kamp. Efter fem minutter appellerede Viborg-spillerne for et straffespark, men fløjten forblev tavs. Blot to minutter senere bragte Viborg FF sig foran med 1-0. En afslutning fra Tobias Bech blev reddet af Patrik Carlgren, men returen kunne svenskeren ikke holde ude, og så var gæsterne foran efter blot syv minutters spil. 

Randers FC var slet ikke kommet ud til kampen i det første kvarter, hvor Viborg-dominansen var total. Inden for de første 12 minutter var Viborg tæt på en 2-0-føring flere gange, men manglende skarphed og gode redninger af Carlgren holdt Randers FC inde i kampen i denne periode. 

Randers FC kom bedre med som halvlegen skred frem, men vi skulle helt frem til det 24. minut, før Randers FC for alvor viste det polerede fodboldspil frem. Simon Tibbling, Jakob Ankersen og Stephen Odey kombinerede flot i venstre side, men Brock-Madsen kunne ikke få bolden under kontrol.

Mere skete der ikke i en 1. halvleg, som var præget af mange nærkampe mere end flot spil med fødderne. Randers FC måtte derfor gå til pause bagud med 1-0 efter en 1. halvleg, hvor Viborg FF var det klart bedste hold.

Anden halvleg startede meget symptomatisk med, at Randers FC smed bolden væk i første boldberøring – men på trods af det, så kom de bedre ud til 2. halvleg end til den første. Thomas Thomasberg skiftede Tosin Kehinde ind fra anden halvlegs start, og det gav helt klart Randers FC et overtag på bolden og mere spil i mellemrummene, hvor særligt Kehinde og Odey kombinerede flot. 

Det var dog fortsat Viborg FF, som var tættest på en scoring. I det 65. minut blev Joy-Roy Grot sendt alene igennem og kun en fin redning af Patrik Carlgren holdt gæsterne fra at lukke kampen. Randers FC var rigtig meget på bolden i anden halvleg, og slog utroligt mange indlæg i kampens slutning.

Værterne blev desværre bare aldrig rigtigt farlige, og man sad ikke med fornemmelsen af, at en scoring lå lige om hjørnet. Det blev heller ikke til mere, og derfor måtte Randers FC sande et nederlag på 1-0 til gæsterne fra Viborg FF i forårspremieren, hvor både Hugo Andersson, Mattias Andersson og purunge Alexander Simmelhack fik debut.

Næste kamp er returopgøret i Europa Conference League mod Premier League-mandskabet Leicester City på torsdag klokken 18.45.  

Dagens startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren, Björn Kopplin, Hugo Andersson (66. Mattias Andersson), Simon Graves Jensen, Oliver Bundgaard Kristensen - Simon Tibbling (45. Tosin Kehinde), Lasse Berg Johnsen (84. Alexander Simmelhack), Vito Hammershøy-Mistrati, Jakob Ankersen (84. Filip Bundgaard) - Stephen Odey, Nicolai Brock-Madsen (66. Frederik Lauenborg).

Kampens tilskuertal: 3.673

Kilde: Randers FC
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook