Den sidste spillerunde i kalenderåret for de to østjyske Superligaklubber, Randers FC og AGF, blev spillet i Randers med startfløjt kl. 16.00. Østjyllands Politi var ekstra synligt til stede i og omkring Randers for at sikre ro og orden.
Omkring kl. 14.30 blev en betjent fra Østjyllands Politi ramt af et kanonslag, der blev kastet mod en menneskemængde. Kanonslaget eksploderede på jorden lige foran betjenten, som pådrog sig behandlingskrævende skader på benet og måtte en kortvarig tur forbi hospitalet. Ingen andre personer kom umiddelbart til skade.
Kanonslaget blev kastet fra en ukendt person, der befandt sig inde på en café på Vestergade i Randers. Sagen er fortsat under efterforskning, og politiet indhenter videoovervågning fra stedet i håbet om at identificere og sigte vedkommende.
Kort før hændelsen havde politiet holdt to grupperinger fra hvert sit hold adskilt ved en bar på Middelgade i det centrale Randers. En gruppe af udebaneholdets fans var samlet forud for kampstart, og de to grupperinger blev fulgt til stadion ad hver sin rute. Efter kampens slutfløjt måtte politiet igen holde fangrupperinger adskilt på Viborgvej ved udebaneafsnittet.
Politiets fodboldindsats blev afsluttet omkring kl. 18.35, efter at udebaneholdets fans havde forladt området omkring stadion og sat kursen mod Aarhus.