Onsdag aften kl. 20.43 bemærkede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje en 47-årig mand, der kørte rundt på et løbehjul på Adelgade i Randers C. Manden virkede påvirket af stoffer, hvilket fik politiet til at standse ham.
Ved visitation af manden fandt betjentene poser indeholdende mindre mængder hash, amfetamin og ecstasy-piller i hans lommer. Efterfølgende ransagede politiet mandens lejlighed i Randers, hvor de fandt yderligere hash, amfetamin og euforiserende svampe.
Alt det fundne narkotika blev beslaglagt, og den 47-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.