Torsdag ved 23-tiden bankede specialpatruljen på døren til en bopæl i Randers C. En 29-årig mand åbnede døren på klem, men smækkede den hurtigt i, da han erfarede, at det var politiet.
Betjentene åbnede døren med fornøden magt og ransagede den 29-åriges bopæl. Under ransagningen fandt de flere hundrede salgsposer, en vægt og en større mængde hash.
Den 29-årige mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.