Når Bogbussen kigger forbi Mellerup til Fjordens Dag 2023, kan børnefamilier lave frøbomber med blomsterfrø og få en demonstration af en planteradio.
Mange mennesker elsker blomster - de er både smukke og velduftende, og de er ikke mindst gode for biodiversiteten. Ved Bogbussen på Fjordens Dag kan man lave såkaldte frøbomber af ler, muld og blomsterfrø, som man ruller til en lille kugle.
Børnene kan også farvelægge en fin papirspose, så frøbomben kan gives væk til nogen, der er særlig glade for blomster.
"Børnene kan desuden vælge at plante deres egne frøbomber i haven eller et sted i naturen tæt på, hvor de bor. Så kan de holde øje med, hvordan den spirer og se, hvilke blomster der kommer frem," siger Jørgen Ledet.
Bogbussen er vært for en demonstration af en planteradio, der kobles til planter via sensorer og blandt andet kan fortælle, om planten mangler vand eller har brug for mere lys. Det er Margrethe Lodahl Rolighed fra Growing CoDesign, der står for fremvisningen af planteradioerne.
Bogbussen holder ved færgelejet i Mellerup søndag d. 21. maj fra kl. 10 til kl. 15.
Alle Bogbussens aktiviteter er gratis og kræver ingen tilmelding.