Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 12.30 i Retten i Randers en 41-årig rumænsk mand med bopæl i Randers, der sigtes for rufferi.
I perioden fra 7. januar 2021 til 17. januar 2022 skulle manden have drevet virksomhed, hvor en 23-årig kvinde mod betaling har haft seksuelt forhold til flere kunder, og hvor den 41-årige har ageret chauffør og modtaget betaling fra kunderne, som han enten helt eller delvist selv har beholdt.
Den 41-årige mand blev anholdt mandag eftermiddag på sin bopæl i Randers, efter Østjyllands Politis Grænse- og udlændingesektion i noget tid havde efterforsket mod ham på baggrund af en henvendelse fra rumænsk politi, der havde mistanke om, at den 23-årige kvinde, der også er rumænsk statsborger, var offer for menneskehandel.
Den 23-årige kvinde er efterfølgende sat i forbindelse med Center Mod Menneskehandel, der skal hjælpe med at afklare, om hun er blevet handlet.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.