Af Martin Albrechtsen // Randers FC
Missionen var lige ved at lykkes. Kronjyderne skulle søndag aften i Odense forsøge at forvandle et 2-0 nederlag fra første kvartfinaleopgør i Sydbank Pokalen til et videre avancement i returopgøret. Det var lige ved at lykkes, efter Randers FC fortjent vandt opgøret med 2-1.
Efter at have tabt første kvartfinaleopgør i Sydbank Pokalen med 0-2 hjemme mod OB, skulle Randers FC forsøge at lave comebacket i returopgøret denne søndag aften i Odense.
Og det var et tændt Randers FC-mandskab som fra start satte sig på kampen. I det 13 spilleminut var det lige ved at lykkes, da et langt indkast havnede ved Stephen Odey i feltet ved fjerneste stolpe. Herfra halvflugtede Odey til bolden, men desværre for ham og Randers FC gik bolden snært forbi stolpen.
Randers FC var toneangivende, men OB fik også spillet sig til et par chancer i 1. halvleg uden at det for alvor blev farligt. I stedet var Alhaji Kamara tæt på i det 24. spilminut, da hans nærgående skudforsøg i feltet blev blokeret af en OB'er. I det 35. minut var Odey endnu engang tæt på, da hans afslutning, efter perfekt forabejde fra Björn Kopplin, gik centimeter forbi forreste stolpe.
I det 43. minut fik Randers FC hul på bylden, da lokale Oliver Bundgaard Kristensen, oprindeligt fra moderklubben Hornbæk SF, fik scoret til 1-0 for Randers FC. Unge Oliver Bundgaard var hurtigt over en returbold, efter et flot angreb over venstrekanten, som han elegant fik løftet henover OB-keeper Hans Christian Bernat og i netmaskerne. Det var Oliver Bundgaard's anden scoring i denne sæson af Sydbank Pokalen. Dermed kunne kronjyderne, efter en suveræn 1. halvleg, lunte til pause med tro på tingene og en følelse af, at det kunne lade sig gøre at kvalificere sig til semifinalen i Sydbank Pokalen.
Kampbilledet fortsatte i 2. halvleg. Randers FC blev ved med at jagte og presse på. I det 60. spilleminut var Vito Hammershøy Mistrati listet med ind i feltet, og herfra var han utrolig tæt på at heade Randers FC foran med 2-0, efter et præcist indlæg fra indskiftede Tosin Kehinde. OB-keeper Bernat diskede dog op med en god redning i situationen. Seks minutter senere var det Tosin's tur til at forsøge sig med et hovedstød. Kehindes kvalificerede hovedstød blev dog nok engang reddet af Bernat i OB-målet. Bernat kunne dog ikke gøre meget ved den næste store chance til Randers FC, hvor OB's egen Robin Østrøm var ved at heade bolden i eget mål. Overliggeren reddede denne gang de stribede fra OB.
OB overlevede det randrusianske chance-inferno, og i stedet fik fynboerne udlignet til 1-1 efter 71. minutter, da Emmanuel Sabbi scorede. Randers FC fik dog svaret tilbage prompte, da Vito Hammershøy-Mistrati behandlede en bold i dybden på smukkeste vis. Vito lod bolden hoppe et par gange, og så hamrede han den i netmaskerne ind bag en sagesløs Bernat i OB-målet. Så stod der 2-1 til kronjyderne, og nu satte Thomas Thomasbergs tropper den offensive slutspurt ind for at score målet til 3-1, der ville betyde forlænget spilletid, eftersom det samlede resultat i så fald ville hedde 3-3.
Randers FC's offensive indstilling på banen betød, at OB'erne kunne lukrere på kontramuligheder til sidst i kampen. Patrik Carlgren leverede to fantastisk redninger mod kampens afslutning og holdte på den måde liv i håbet om, at kronjyderne kunne score det forløsende mål til 3-1 til allersidst. Carlgren diskede bl.a. op med en glimrende fodparade på Issam Jebali's friløber og en fænomenal redning i fuld længde på et knaldhårdt skud fra selvsamme Jebali.
Det forløsende mål til 3-1 for Randers FC udeblev dog trods massivt pres på OB. Derfor endte Thomasbergs tropper med at vinde årets sidste kamp fortjent med 2-1 i Odense. Samlet tabte Randers FC dog med 3-2 til OB i Sydbank Pokalens kvartfinale, hvorfor kronjyderne som forsvarende mestre er ude af turneringen.
Randers FC-spillerne kan dog gå fortjent på juleferie efter et historisk stort år. Måske det bedste år nogensinde for klubben. Pokaltitlen, top-6 placering og videre avancement i UEFA Europa Conference League. Vi kan i den grad være stolte af vores fodboldhold i Kronjylland.
Læs mere om Randers FC her.