BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du erfaring med pasning og tilsyn af græssende dyr og en oprigtig interesse for naturen - og vil du være med til at varetage den daglige drift af Naturnationalpark Fussingø? Så hører vi gerne fra dig.
Naturnationalpark Fussingø omfatter 833 hektar sammenhængende natur, hvor naturen får plads og de naturlige dynamikker slippes løs. Græsende stude og kronvildt spiller en helt central rolle. Naturnationalparken åbner i løbet af 2025.
Om os
Naturstyrelsen Kronjylland forvalter statens skove og naturarealer i fem midt- og østjyske kommuner med særlig fokus på natur og friluftsliv, herunder to udpegede naturnationalparker. Derudover løser vi myndighedsopgaver inden for jagt- og vildtforvaltning samt gennemfører projekter inden for natur og friluftsliv.
Dine opgaver
En bred vifte af opgaver i forbindelse med den praktiske drift af og tilsyn med Naturstyrelsens arealer i Kronjylland, herunder Naturnationalpark Fussingø.
Tilsyn og håndtering af opgaver i forbindelse med naturnationalparken vil være dine primære opgaver. Det omfatter i særlig grad dyrenes velfærd samt tilsyn og drift af hegn. Arbejdet med naturnationalparkens dyr betyder, at du vil blive en del af en vagtordning, hvor du skal føre tilsyn og være til rådighed uden for almindelig arbejdstid.
Foruden opgaver knyttet til naturnationalparken kommer du til at bidrage til enhedens øvrige opgaveløsning omkring drift af friluftsfaciliteter og naturpleje samt viceværtsfunktioner ved godsbygningerne.
Vi skal bruge en person med en praktisk indgangsvinkel til opgaverne, og du skal kunne arbejde struktureret, selvstændigt og samvittighedsfuldt. Samarbejdet og dialogen med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere er vigtigt i vores hverdag. Du skal også have lyst og evner til at gå i dialog med skovens mange gæster, når du møder dem på arealerne.
Din profil
Du skal kunne lide at arbejde med dyr. Vi forventer, at du har en praktisk rettet uddannelse inden for dyrehold som eksempelvis dyrepasser, skov- og naturtekniker, en landbrugsuddannelse, veterinærsygeplejerske eller lignende. Måske har du en anden baggrund, men er kvalificeret til stillingen i kraft af dine praktiske erfaringer med forvaltning af større dyrehold og/eller erfaring med naturpleje med større græssende dyr. Vi ser også gerne, at du har flair for formidling og kommunikation relateret til drift af naturnationalparken og områdets natur- og biodiversitetsmæssige kvaliteter.
Vi lægger særligt vægt på følgende:
- Du har uddannelse eller praktisk erfaring med husdyrhold og naturpleje samt gerne erfaring med formidling og vildtforvaltning.
- Du skal kunne kommunikere imødekommende og professionelt med de mange forskellige brugere og kolleger, du møder i jobbet.
- Du skal selvstændigt kunne styre en travl hverdag med mange forskellige arbejdsopgaver.
- Du skal kunne trives i et job med varierende arbejdstider.
- Du skal være indstillet på at indgå i varierende og fysisk krævende arbejdsopgaver i alt slags vejr.
- Du har jagttegn og bestået riffelprøve.
Vi tilbyder
Du vil til dagligt have en stor indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse og tilbydes en stor grad af frihed under ansvar i din opgaveløsning. Du bliver en del af et udførende team på 10 medarbejdere, bestående af skov- og naturteknikere og landbrugsuddannede. Der er tilknyttet en daglig arbejdsleder samt en personaleleder. Opgaver løses både selvstændigt og i samarbejde med dygtige og engagerede kolleager.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomst) samt tilhørende organisationsaftale for skov- og naturteknikere m.fl. ansat i Naturstyrelsen eller organisationsaftale for Landbrugsarbejdere, gartneriarbejdere, gartnere og forsøgsmedarbejdere.
Ansættelsesområdet er Naturstyrelsen Kronjylland. Tjenestested er inden for Naturstyrelsen Kronjyllands geografiske område.
Det er et krav, at du er villig til at flytte i tjenestebolig i naturnationalparken senest omkring 1. februar 2025 af hensyn til tilsyn mv. uden for daglig arbejdstid.
Der kan efter nærmere aftale stilles midlertidig bolig til rådighed i området fra ansættelsens start.
B-kørekort er et krav og gerne suppleret med trailerkørekort (BE).
Tiltrædelse hurtigst muligt og forventeligt 1. december eller snarest derefter.
Flere oplysninger?
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte personaleskovfoged Morten Ravnholt, tlf. nr. 91 32 95 15.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende dine oplysninger vedlagt ansøgning og CV senest den 2. oktober 2024.
Vi forventer at holde samtaler tirsdag den 8. oktober 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Randers Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, Kronjylland, Vasevej , 8920 Randers NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6118652