Er du faglig bevidst og har du erfaring inden for det specialiserede Voksenhandicap område, herunder autisme og udviklingshæmning, så skal du endelig læse videre
Vi er i gang med at løfte det tværfaglige samarbejde og opnormerer i vores medarbejdergruppe. Derfor har vi brug for en ekstra pædagog, som brænder for fagligheden, målgruppen og teamsamarbejdet, og som samtidig kan navigere i forandringsprocesser.
Vores fokusområder
De sidste år og særligt det sidste halve år har Holbergstien været i en spændende udvikling, hvor der har været fokus på at udvikle den faglige indsats og retning i forhold til den enkelte beboer.
- Vores mål er at skabe et hverdagsliv, hvor beboerne har mulighed for at være så aktivt deltagende og selvbestemmende som muligt. Dette ud fra den enkelte borgers forudsætninger og ressourcer.
- Vi arbejder ud fra et fundament af KRAP, LA2U, sanseprofiler, neuropædagogik og total kommunikation. Dertil benyttes autisme- og relationspædagogik.
- Vi skaber meningsfuldhed og livskvalitet gennem individuelt tilpassede relationsaktiviteter, som højtlæsning, musik, bevægelse og aktiviteter ud af huset, som matcher beboernes ressourcer og arousalniveau.
- Vi arbejder proaktivt og sundhedsfremmende med fokus på bl.a. ernæring, søvn og motion for at forebygge livsstilsygdomme og øge den generelle trivsel.
- Vi arbejder som noget nyt i mindre tværfaglige teams, hvorfor vi opnormerer med en pædagog.
- Vi prioriterer psykologisk tryghed, en respektfuld omgangstone og systematisk arbejde med VTC-registrering i de pædagogiske drøftelser, for at sikre kvaliteten af vores pædagogiske indsats, samtidig med et fokus på medarbejdertrivsel og psykologisk tryghed.
Dine arbejdsopgaver som pædagog
Som pædagog på Holbergstien er det vigtigt, at du brænder for at deltage i hverdagens aktiviteter, herunder morgen- og aften-adl, bad og andre praktiske opgaver i huset. Vi vil dertil gerne benytte dine særlige kompetencer i teamet, til at beboerne opnår størst mulighed for inddragelse og deltagelse i hverdagen, med henblik på øget trivsel. Herunder:
- Fokus og tilpasning af den enkeltes borgers døgnrytme og struktur.
- Energiforvaltning.
- Borgers mulighed for selv- og medbestemmelse.
- Systematisk afdækning af borgernes funktionsniveau og vurdering af deres potentiale for progression.
- Fokus på beboernes kommunikationsmuligheder, herunder nonverbale sprog.
- Kunne omsætte teori til en meningsfuld praksis og italesætte denne i praksis.
- Kunne reflektere på bagvedliggende årsager til ændret adfærd og kunne iværksætte handlinger dertil.
- Dokumentere observationer samt udarbejde og evaluere delmål i Sensum One.
- Deltage i opfølgningsmøder med myndigheds rådgiver og andre samarbejdspartnere.
Din profil
Du er uddannet pædagog og du er fortrolig med specialpædagogiske metoder og tilgange. Du har:
- Kendskab til dokumentationssystemet Sensum One.
- Kendskab til målgruppen og har gerne erfaring fra arbejdet på et døgntilbud.
- Viden der kan understøtte beboernes udvikling.
- Evne til at arbejde med metoder, der tager højde for udadreagerende og selvskadende adfærd.
- Målrettet arbejdet med at tilpasse eget arousalniveau ift. den enkelte beboers forudsætninger.
- Samarbejdsevner til at kunne indgå i et konstruktivt og ligeværdigt samarbejde med kollegaer, pårørende og andre samarbejdspartnere.
Vi tilbyder
Som pædagog på Holbergstien bliver du en del af et stærkt team, hvor samarbejde og faglig sparring er i fokus. Vi arbejder nuværende med udgangspunkt i tre forskellige tværfaglige teams, hvor du vil blive en del af det ene. Teamet er sammensat af pædagog(er), pædagogiske assistent(er), omsorgs- og pædagogmedhjælpere, sygeplejerske og ergoterapeut. Derudover har vi en faglig koordinator, der blandt andet står for at udvikle og implementere den faglige pædagogiske indsats.
Du får løbende mulighed for faglig og personlig udvikling, herunder deltagelse i relevante kurser og konferencer, som styrker dine kompetencer. Hos os får du mulighed for at udfolde dig i et miljø, hvor trivsel, faglighed og samarbejde er nøgleord.
På Holbergstien ser vi den enkelte medarbejder og dennes kompetencer og ressourcer. Vi er en anerkendende og rummelig arbejdsplads, hvor der er fokus på både borger- og medarbejdertrivsel.
Om botilbuddet Holbergstien
Holbergstien er en del af autismeindsatsen i Randers Kommune, som organisatorisk er forankret i Center for Autisme, Senhjerneskade og Læring. Autismeområdet består overordnet af 5 botilbud til voksne med autismespektrumforstyrrelser, mestringsvejledning (bostøtte) og Autismecenter Randers, som sammen udgør kraftcenteret for den specialiserede indsats.
På Holbergstien har vi 12 pladser efter Almenboligloven §105 og Serviceloven §85. Alle beboerne har gennemgribende udviklingsforstyrrelser, herunder autisme, samt udviklingshæmning. De har betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne. Kendetegnende for dem alle er, at de blandt andet har udfordringer med sanseregulering, eksekutive funktioner, kommunikation, hvoraf hovedparten kommunikerer via nonverbalt sprog, og sociale relationer. De har derfor behov for støtte til almindelige daglige funktioner og personlig hygiejne. Støtten til den enkelte gives med udgangspunkt i en konkret og individuel vurdering.
Der er ansøgningsfrist
mandag den 23. februar 2026.
Samtaler forventes afholdt om formiddagen torsdag den 26. februar 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer og der forventes tiltrædelse den 1. april 2026 eller snarest herefter. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
I forbindelse med en evt. ansættelse vil der blive indhentet straffeattest.
Arbejdstiden vil som udgangspunkt primært være i aften- og dagvagter med arbejde hver 2. weekend. Dertil vil der også være arbejde på helligdage. Der arbejdes med Optima og Optima ønskeplan, samtidig med at der er fokus på medindflydelse ift. arbejdsplanen.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt relevant dokumentation via vores rekrutteringssystem.
Vil du vide mere?
Så mød op til vores informationsaften onsdag den 18. februar kl. 17.30-19.00 i mødelokalet på Holbergstien 6, 8900 Randers C. Tilmeldingsfrist senest mandag den 16. februar på sms til Anne Willemoes på 21 44 96 21.
Du er også velkommen
til at kontakte faglig koordinator Anne Willemoes på telefon 21 44 96 21 eller Tilbudsleder Hanne Meldgaard Gregersen på telefon 23 84 46 39 for yderligere information. Dog er vi ikke mulige at træffe i uge 7.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Randers Kommune
-Virksomheden tilbyder:
skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
Holbergstien botilbud dag, Holbergstien, 8900 Randers C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/39017b86-4091-42af-b278-6116042cf5c8