Påskeferien nærmer sig med hastige skridt. Og heldigvis har Randers masser at byde på med både sjov, oplevelser, kultur og spænding til alle aldre – og ikke mindst aktiviteter i alle prisklasser.
Når ferien melder sig for store som små, så er det altid rart at have et par idéer til, hvad ferien kan gå med, så den ikke bliver for lang og kedelig – især for de mindste.
Af gratis aktiviteter så kan man jo altid bage derhjemme, besøge lokale legepladser eller tilmed udforske andre legepladser rundt omkring i kommunen. Randers byder også på flere kunstruter i byen.
Randers Bibliotek er stedet, hvor både store og små kan hygge sig. Der er både afdelingen med legetøj, et væld af bøger til de mindste, pc’ere og ungdomsbøger til teenagerne og masser af fag- og skønlitteratur, aviser og blade til de voksne.
Det er ganske gratis, og noget hele familien kan være med til.
Gode oplevelser ude som inde
For de lidt større børn, så må pengene altså op af lommen, hvis der skal prøves ’legepladser’ som Klatreparken, eller hvis man måske skal en tur i Randers Regnskov.
Randers Gymnastikforening frister også med det sjove ’Store Hoppeland’ i dagene 9.-18. april – helt perfekt til børn i alderen 0-12 år.
Til de musikinteresserede er der turistattraktionen ’The Elvis Mansion’. Bliv klogere på Elvis’ musik, hans liv og historie.
Randers City frister med online skattejagt, hvor du skal finde påskeæg i Randers’ gader. Er du mere til den ægte vare, så kan du hos Randers Streetfood komme på rigtig påskeægsjagt.
Er du til et lækkert måltid mad, så kan Randers også forkæle med et væld af spændende restauranter og spisesteder. Byen byder også på shopping både ude som inde.
Her er mulighed for at lave lidt af hvert for både store som små i flere prisklasser, ude som inde. Randers kan det hele – også i påskeferien.