Onsdag fik Vorup FBs U15-piger besøg af Frederikshavn FI, som de også havde mødt i lørdags. Senest formåede Vorup FB at vinde ganske klart, og det ønskede de at gentage i onsdagens kamp.
Efter sidste kamp udtalte pigernes træner, Jimmi Grønkjær Jensen, at holdet var som et orkester, hvor alle tog taktstokken på skift. Og det så ud til at orkestret var booket ind til en ekstra koncert, for der blev fulgt trop med en sikker 33-19-sejr.
“Hele orkestret spillede igen flot sammen! Vi har glæden og indstillingen, og at vi laver 33 mål er ikke hverdagskost. Vi så os ikke tilbage og ville have alle de succesoplevelser vi kunne trække ud af kampen,” siger Jimmi Grønkjær og fortsætter:
“Vi kommer på en noget større opgave på lørdag når vi får besøg af Skive, der topper tabellen. Men med den gejst og glæde der er i truppen nu - så kan vi spille lige op med alle i puljen.”
Humøret som Vorup-spiller er i hvert fald i top for tiden, hvilket er en fryd for trænerteamet:
“Når vi efter sådan en kamp har en flok piger, der roser hinanden på kryds og tværs - ja, så kan Per Christensen og undertegnede kun være meget tilfredse. Summa summarum så var det igen en kæmpe holdindsats,” understreger Jimmi.
Hvad er det der gør, at I vinder kampen i dag?
“Vores forsvar og målmand er kimen til sejren i dag over Frederikshavn. Vi startede i et offensivt forsvar, men måtte hurtigt gå tilbage i vores 6-0 forsvar. Vores styrke de sidste to kampe er et meget bevægeligt forsvar.”
I næste kamp møder Vorup FB puljens tophold fra Skive fH i Ulvehøjhallen. Der er kampstart lørdag den 4. marts klokken 13:00.
Kampens resultat:
33-19
til
Vorup FB
Række: U15 Piger 1. Division B