Oplev spændingen ved DM i beach handball i Randers den 29. juni

Efter seks intense kvalifikationsrunder rundt omkring i Danmark - her på Amager - er det nu tid til, at de bedste strandhåndboldspillere kæmper om den eftertragtede DM-titel i Randers. (Foto: DanskHåndbold/Casper Horsnæs Larsen)
dato

Gør dig klar til en sommerdag i Tronholmens store sandkasse med masser af håndbold i verdensklasse. Randers byder tilskuere fra nær og fjern velkommen til en dag, der vil blive husket længe. Kom og vær en del af fællesskabet og spændingen ved Danmarksmesterskabet i beach handball.

Der venter en dag fyldt med spænding, drama og uforglemmelige sportsoplevelser, når Tronholmen i Randers danner ramme om det længe ventede DM-finalestævne i beach handball den 29. juni. Efter seks intense kvalifikationsrunder rundt omkring i Danmark, er det nu tid til, at de bedste strandhåndboldspillere kæmper om den eftertragtede titel.

Blandt stævnets store profiler er den 37-årige randrusianer Line Gyldenløve Kristensen, der har gjort Randers stolt gennem sin imponerende karriere. Til daglig spiller Line håndbold for ligaholdet Bjerringbro FH, hvor hun har markeret sig som topscorer i ligagrundspillet. Om sommeren skifter hun indendørshallen ud med stranden og spiller for Fusionen, der er hjemhørende i Hadsten.

Line Gyldenløve har været en fast del af beach handball-landsholdet siden 2009 og har sikret sig to VM-medaljer og fire EM-medaljer. Hun er Danmarks mest scorende beach handball-spiller nogensinde med hele 1225 point. Line er desuden udtaget til et internationalt opvisningshold ved årets OL i Paris.

En populær og spændende sport
Randers har stolte traditioner inden for strandhåndbolden. Hvem husker ikke EM i 2013, hvor byen summede af liv og begejstring?

"EM i 2013 var en milepæl for beach handball i Danmark," fortæller Line Gyldenløve Kristensen. "Mange fik dengang øjnene op for sporten. Der er kommet flere beach-spillere og mere hype omkring beach handball efter det. Jeg var selv med til at spille, og det var en fantastisk oplevelse. Randers var fyldt med liv og begejstring, og det føltes som om hele byen støttede op om arrangementet." Med minderne fra 2013 i baghovedet, er Line Gyldenløve ikke i tvivl om, at DM 2024 også bliver en stor oplevelse.

Danmark har tilmed markeret sig som en af verdens førende nationer inden for beach handball.

"Vi er blevet rigtig gode i Danmark. Nogle af de bedste i verden," siger Line Gyldenløve med stolthed. Det er derfor også nogle af verdens bedste spillere, der skal prøve kræfter mod hinanden til DM i Randers.

Strandhåndbold er ikke kun en sport for spillerne - det er også en stor oplevelse for tilskuerne. Med spektakulære scoringer, der kan give dobbelt op på point, og en spilrytme uden mange stop, er beach handball en meget tilskuervenlig sport. Der er garanteret underholdning fra start til slut. Musik, sand, sommer og en stemning fyldt med glade mennesker gør det til den perfekte dag.

En god sportslig kombination
For Line Gyldenløve Kristensen er beach handball mere end bare en sommeraktivitet. "Det supplerer hinanden godt, når man spiller både strandhåndbold om sommeren og håndbold om vinteren. Det er en god måde at holde sig i gang på, så sommertræningen ikke kun handler om løb og styrketræning," fortæller Line.

Finalestævnet den 29. juni løber af stablen fra kl. 10 til 18. Der er gratis adgang for publikum. Stævnet er arrangeret af DanskHåndbold. Randers Event og Randers Kommune støtter arrangementet.

Kilde: Randers Event
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook