Oplev en kreativ sommer for børn og familier på biblioteket i Randers

Foto: Randers Bibliotek.
Profilbillede
dato

I sommerferien 2023 inviterer Randers Bibliotek indenfor til et væld af spændende aktiviteter i form af kreaværksteder, brætspil, skriveworkshops, motorikleg og meget mere. Der er noget at lave alle hverdage fra uge 26 til 31 på Hovedbiblioteket.

Uanset om regnen siler ned eller solen skinner uafbrudt, kan det være rart at fordybe sig i kreativitet og kultur i sommerferien. På Hovedbiblioteket i Randers kan børnefamilier hygge sig med mange forskellige ting hen over sommeren.

"Vi synes, det er rigtig vigtigt med gode tilbud om aktiviteter i sommerferien for børn og deres familier. Både for dem, der tilbringer ferien hjemme, dem, der holder ferien i Randers og dem, der bare er vilde med kreativitet, leg og læring. Det er gratis, der er ingen tilmelding, og alle kan være med," siger Bettina Boddum, børnebibliotekar på Randers Bibliotek.

Robotter, krea, brætspil, workshops og LEGO

Hver mandag indtager robotterne børnebiblioteket. Med de fjernstyrede robotbiler kan man spille turneringer, sortere og bygge baner. En mandag i juli bliver robotbilerne dog skiftet ud med et besøg af Randers Modelklub, hvor man kan lære at bygge modeller af fly, kampvogne og biler.

Tirsdag og torsdag er der kreaværksted med perler, karton, maling og meget mere. Onsdagen står i brætspillets tegn, og der er mulighed for at prøve nogle af de nye populære familiespil.

Hver fredag er der en ny workshop, som for eksempel motorikleg, tegneworkshop og billedbogsbanko. Sommerens arrangementer i hverdagene i uge 26-30 foregår i tidsrummet 10-14.

Biblioteket runder sommerferieaktiviteterne af med en hel uges LEGO-workshop, hvor man kan bygge masser af flotte figurer og konstruktioner af de populære klodser. Bibliotekets LEGO-samling er tilgængelig i hele bibliotekets åbningstid i uge 31. 

Kilde: Randers Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook