Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Randers - tirsdag den 6. april

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Ubudne gæster under morgenbadning

Mandag morgen kort efter kl. 07.30 gik en 53-årig mand ud i baggården ved sit hus på Von Hattenstræde i Randers C for at tage et morgenbad i sit udendørs spa. Kort efter han havde sat i sig i spa-badet gik døren til hans skur op, og ud kom en mand, som den 53-årige aldrig havde set før. Over skulderen bar manden en sportstaske, der tilhørte den 53-årige.

Da den 53-årige mand spurgte, hvad manden lavede, satte han farten op og gik mod porten og udgangen fra baggården. Den 53-årige løb efter ham og fik halet ind på ham, da han havde svært ved at få porten op. Den 53-årige fik fravristet sportstasken, hvorefter manden løb fra stedet ad Von Hattenstræde mod nord.

Manden var formentlig kommet ind i baggården ved at kravle over hegnet på bagsiden. Han beskrives som:

  • 30-35 år
  • 180-185 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden
  • Kort, brunt hår
  • Aflangt ansigt med fremtrædende fortænder og skægstubbe
  • Talte dansk
  • Var iført en grå eller sort kedeldragt/flyverdragt

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set manden i området tidligt mandag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Betjent tæt på at blive kørt ned

Mandag aften kl. 18.55 foretog en patrulje en hastighedskontrol på Silkeborgvej i Åbyhøj. Betjentene målte med en laser på strækningen, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, da en bil kom kørende med for høj fart. Den ene betjent stillede sig derfor ud på vejen, rakte armene i vejret og gjorde tegn til, at bilisten skulle sætte farten ned og køre ind til siden. Bilisten fortsatte dog med uændret hastighed, og betjenten måtte springe til siden for ikke at blive ramt.

Den anden betjent hoppede med det samme ind i patruljebilen og kørte efter bilen. Bilen fortsatte dog med høj fart, og betjenten miste den af syne. Ved Åbyhøj Torv fik betjenten øjenkontakt med en mandlig cyklist, der pegede ind på en parkeringsplads, hvor betjenten lige nåede at se bilen køre om bag en anden bil som for at gemme sig, og føreren lagde sig ned i sædet. Betjenten steg ud af patruljevognen og løb hen til bilen, hvor døren blev åbnet.

Føreren udbrød med det samme, at han havde set betjenten på vejen, men at han troede, det var en anden bil, de ville have fat i. Den 55-årige mand blev sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemand ved at have været tæt på at påkøre betjenten på vejen, og da han virkede narkopåvirket, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.

**

Ældre mand sigtet for butikstyveri

Mandag kl. 11.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Kridthøjvej i Højbjerg, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv. Vagten havde stået ved butikkens udgang, da han bemærkede en ældre mand, der gik forbi kasselinjen uden at købe noget. Da manden så vagten, skyndte han sig dog at vende om og gå ind i butikken igen.

Vagten gik efter manden og bad ham følge med ind i et baglokale, hvor han blev bedt om at tømme sine lommer. I jakkelommerne gemte manden på en pakke røget laks og en pakke parmaskinke. Mens de to mænd talte sammen, kunne vagten se, at den ældre mand forsøgte at gemme en pakke mozzarella i lommen på en medarbejderjakke, der hang på en stol, og via videoovervågning kunne vagten se, at mangen også havde smidt en pakke mundbind fra sig inde i butikken.

Manden nægtede at oplyse sin identitet, og vagten tilkaldte derfor politiet. Da politiet ankom til stedet fik de manden til at oplyse sin identitet, og den 72-årige mand blev sigtet for butikstyveri. Manden oplyste, at han ikke havde haft til hensigt at stjæle noget, og at han ikke vidste, at der blev tale om butikstyveri, idet han havde passeret kasselinjen.

Varerne blev leveret tilbage til butikken, og den 72-årige mand blev gjort bekendt med, at han fremover ikke må besøge Salling Groups butikker.

**

Havde ikke penge til taxa-tur

Mandag kl. 23.50 bestilte en 18-årig kvinde en taxatur fra Kjellerup til Aarhus N. Der blev sendt en taxa til adressen i Kjellerup, hvorefter kvinden blev kørt til adressen i Aarhus N. Køreturen kostede 1123 kroner, men den 18-årige kvinde havde ikke penge til at betale, hvorefter hun gik ind i lejligheden under påskud af at ville hente penge til taxachaufføren.

Kvinden kom dog aldrig retur, og taxa-chaufføren ringede derfor til politiet. Da betjentene ankom til stedet, fik de kontakt til den 18-årige kvinde, der forklarede, at hun ikke havde penge til at betale for turen. Hun blev derfor sigtet for bedrageri.

**

Forsamlingsloftet er som udgangspunkt på 10 personer

Mandag kl. 10.30 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der undrede sig over, at der blev holdt bagagerumsmarked i en hal ved Rønde med op mod 50 købere og sælgere. Der blev sendt en patrulje til stedet, der kunne se, at der holdt flere biler, hvorfra der blev solgt varer.

Betjentene tog kontakt til arrangøren, der troede, at der, ifølge de gældende corona-regler, måtte være op til 50 personer forsamlet på stedet. Arrangøren blev gjort opmærksom på, at forsamlingsloftet pt. er på 10 personer, og fik besked på at lukke stedet, hvilket hun gjorde.

Du kan holde dig opdateret på de gældende coronaregler på coronasmitte.dk

**

Færdsel

Natten til tirsdag kl. 02.23 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hasle Ringvej i Aarhus V.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Havtornvej i Aarhus N begået mellem søndag den 4/4 kl. 23.00 og mandag den 5/4 kl. 10.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook