Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i politikredsen i dag.
11 sigtede i færdselskontrol ved Kalø-træf
Østjyllands Politi var tirsdag på færdselskontrol i forbindelse med et træf for bil- og motorcykelentusiaster ved Kalø Slotsruin.
Det førte til sigtelser af 11 personer.
Blandt andet blev en yngre mandlig motorcyklist, der var på vej hjem fra træffet, målt til at køre 152 km/t på landevejen. Det kostede ham en betinget frakendelse af kørekortet og en større bøde.
En anden ung mand skal nu også op til en ny kontrollerende teori- og køreprøve, selv om det kun er fem uger siden, han har fået kørekort. Han nåede på landevejen op på 138 km/t i sin bil, da han var på vej til træffet sammen med sine venner.
Det samlede antal sigtelser fordelte sig på følgende vis:
• 6 x hastighed på landevej/2 betingede frakendelser, 4 klip
• 1 x hastighed på motorvej/bøde
• 2 x overhaling højre om/klip.
• 1 x mobil/ klip.
• 1 x forkert placering på vejen
**
Anmeldelse: 16-årig blev slået i ansigtet
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 20.04 en anmeldelse om, at en 16-årig dreng havde fået flere slag med flad hånd i ansigtet af en anden ung mand ved rådhuset på Tingvej i Hornslet.
Den 16-årige og et par af hans jævnaldrende venner forklarede, at de havde opholdt sig ved rådhuset, da de blev kontaktet af tre unge mænd. Den ene ville prøve en e-cigaret, som en af den 16-åriges venner sad med, men da han ikke fik lov til at låne den, blev de tre unge mænd aggressive.
Ifølge den 16-åriges forklaring tog den ene af de unge mænd pludseligt fat om halsen på ham og tildelte ham flere slag i ansigtet med flad hånd, så han fik næseblod. Den 16-årige og hans to venner stak efterfølgende af fra stedet og fik ringet til politiet, som få minutter senere kom til stedet.
Det lykkedes i første omgang ikke at finde frem til gerningsmanden, men politiet foretog afhøring af den 16-årige og hans to venner, og efterforsker nu sagen nærmere.
**
Kørte uden førerret og udgav sig for at være sin bror
En 29-årig mand forsøgte natten til onsdag omkring kl. 1.30 at snyde politiet, da han på Christian X’s Vej i Tranbjerg blev standset af en patrulje.
Den 29-årige, der var fører af bilen, viste hurtigt et kørekort til betjentene, men de havde kraftig mistanke til, at han ikke var den, han udgav sig for at være. De bad derfor vagtcentralen om at tjekke oplysningerne, og da de også havde mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og den 29-årige fører og en 25-årig mand på passagersædet blev visiteret.
I lommen på passageren lå et par poser med en mindre mængde kokain og hash, og den 25-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
I mellemtiden meldte vagtcentralen tilbage, at ejeren af kørekortet var bror til en 29-årig mand, som er frakendt førerretten. Efter flere kontrolspørgsmål fra betjentene erkendte den 29-årige til sidst, at han havde udgivet sig for at være sin bror.
Han blev derfor både sigtet for kørsel uden førerret og for falsk anklage ved at have udgivet sig for en anden.
**
Ransagning af bil førte til anholdelse af 18-årig kvinde
En patrulje fra Østjyllands Politi dirigerede natten til onsdag kl. 00.44 en bil på Nordre Ringgade i Aarhus N ind til siden for at lave en rutinekontrol.Bag rattet sad en 18-årig kvinde og på passagersædet sad en 25-årig mand, og da betjentene tog kontakt til dem, kunne de lugte hash fra bilen. Derfor blev både kvinde og mand visiteret, og bilen blev ransaget.
Gemt i bilen lå flere salgsposer med hash og skunk, og i kvindens taske lå nogle tusinde kroner i kontanter.
Den 18-årige erkendte, at stofferne var hendes, og at hun havde planer om at sælge dem. Hun blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. På baggrund af patruljens fund, blev kvindens adresse også ransaget. Her lå der flere plader hash, der ligesom stofferne fra bilen og kontanterne i tasken blev beslaglagt.
Betjentene vurderede, at den 25-årige ikke havde noget med salget af stofferne at gøre, og han fik derfor lov til at gå fra stedet.
**
Brand i bil i Mørke
Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 4.00 en anmeldelse om, at der var brand i en bil på en p-plads på Ternevej i Mørke. Da patruljen kom frem, var bilen totalt udbrændt, og det umiddelbart ikke muligt at fastslå brandårsagen.
Ingen personer kom noget til ved branden, som også nåede at forårsage skader på nogle lamper og en bil, der stod i nærheden.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 11.01 blev en 22-årig kvindelig bilist standset på Århusvej i Trustrup og sigtet for at køre uden førerret. Da det var tredje gang på mindre end tre år, at hun blev taget i at køre uden at have et kørekort, blev hendes bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
Tirsdag kl. 12.48 skete der et færdselsuheld på Balsgårdsvej i Gassum ved Spentrup. En 23-årig kvindelig bilist stødte i en kurve ind i en 47-årig mandlig bilist, som kom kørende i den modsatte retning. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 13.25 blev en 51-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Nørrebrogade i Randers.
Tirsdag kl. 14.28 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Randers NV. En 36-årig kvindelig bilist holdt og ventede på at kunne svinge til højre ad en indkørsel, da hun blev ramt bagfra af en bil ført af en 24-årig kvinde. Den 36-årige blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 24-årige blev sigtet for manglende agtpågivenhed.
Tirsdag kl. 20.20 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Aarhus N.
Tirsdag kl. 22.05 blev en 24-årig mandlig scooterfører anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel og for at køre over for rødt, da han blev standset af en patrulje på Søren Frichs Vej i Åbyhøj.
Natten til onsdag kl. 1.37 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Voldbyvej i Hammel.
Onsdag kl. 6.40 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i sydgående retning ved Randers SV. En 25-årig mandlig bilist kørte op bag i en lastbil ført af en 62-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Tingvej i Hasle begået tirsdag d. 29/6 kl. 11.00
• På Rindsvej i Randers NV begået tirsdag d. 29/6 mellem kl. 11.30 og kl. 14.20
• På Ølstedvej i Ølsted ved Trige begået mellem lørdag d. 26/6 kl. 10.00 og tirsdag d. 29/6 kl. 15.30