Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Randers - mandag den 9. august

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds. 

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 38-årig litauisk mand, der sigtes for indbrud i værksted og for brugstyveri af en bil. 

Den 38-årige mand blev anholdt søndag kl. 16.07 i forbindelse med en anden sag. Under visitation af manden blev han fundet i besiddelse af flere bilnøgler, der tilhørte DSB. 

En patrulje kørte derfor til DSBs værksted på Augustenborggade i Aarhus C, hvor det kunne konstateres, at der havde været indbrud. Et nøgleskab var brudt op, og der var stjålet flere bilnøgler. 

En af bilerne var blevet kørt væk fra stedet, men havde sat sig fast på nogle togskinner ikke så langt derfra. Den 38-årige mand blev derfor både sigtet for indbruddet og for brugstyveri af bil. 

**

 

Skud affyret i Åbyhøj – vidner søges

Østjyllands Politi fik søndag omkring kl. 21.00 flere anmeldelser om, at der var blevet affyret skud ved en adresse på Egsagervej i Åbyhøj. 

Flere patruljer kørte til stedet, hvor der blev fundet projektiler og skudmærker i en mur. Der var umiddelbart ingen tilskadekomne, og ingen af de involverede til stede. 

Det er endnu uvist, hvad motivet til skyderiet har været, men Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. 

Har du oplysninger om skudepisoden, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

 

Sigtet for at slå overbo med baseballbat

En 23-årig mand ringede søndag kl. 10.38 til politiet og fortalte, at han var blevet slået i hovedet af sin underbo med et baseballbat. En patrulje kørte til adressen i Randers NV, hvor de traf den 23-årige i hans lejlighed. 

Han havde en flænge i baghovedet og forklarede, at det var den 56-årige mand, der bor i lejligheden under ham, der havde forårsaget skaden, da han slog ham med et bat. Angiveligt fordi han var sur over, at den 23-årige spillede for høj musik. 

Betjentene tog nu kontakt til underboen, og den 56-årige erkendte, at han havde ramt overboen med et bat. Han forklarede, at han havde været frustreret over den høje musik, og at han havde taget et bat med, da han ville klage over larmen. 

Ifølge den 56-årige var det et uheld, at han kom til at ramme overboen. Han blev anholdt og sigtet for grov vold og for overtrædelse af våbenloven, og baseballbattet blev beslaglagt. 

**

 

Efter tyverier fra både – 58-årig anholdt

En 58-årig mand blev søndag eftermiddag anholdt på Grenaa Marina og sigtet for flere tyverier af påhængsmotorer. 

En bådejer kontaktede politiet, da han under en presenning i sin jolle fandt fire påhængsmotorer, som formentligt var stjålet. 

Der har været flere tyverier af motorer den seneste tid i marinaen, og ud fra forskellige vidneudsagn og spor på stedet, fandt nærpolitiet i Grenaa frem til en 58-årig mand, som opholdt sig på en båd i havnen. 

Han blev anholdt og er foreløbigt sigtet for tyveri af de fire påhængsmotorer. Politiet efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, om han kan sigtes for flere forhold.   

**

 

Drenge anholdt – sigtet for at stjæle ATV

To drenge på 15 og 16 år kørte søndag kl. 16.21 rundt på en ATV på Tjerrildvej i Mesballe ved Ryomgård, da de mistede kontrollen over køretøjet og ramte ind i et træ. 

En mand, der havde set sammenstødet, tog kontakt til drengene, som var uskadte efter uheldet. Da manden fik mistanke til, at ATV’en var stjålet, forsøgte han at tilbageholde drengene, men de stak af til fods hen over en mark. 

Manden kontaktede politiet, og en hundepatrulje kørte til stedet. Politihunden fik færten af de unge mænd, og efter lidt tid fandt den et stykke fra uheldsstedet frem til et buskads, hvor begge drenge sad og gemte sig. 

De blev anholdt, og da ATV’en ganske rigtigt var stjålet, blev de sigtet for tyveri, og deres forældre og de sociale myndigheder blev underrettet. 

**

 

20-årig sigtet for at forsøge at stjæle diesel

En opmærksom borger opdagede natten til mandag kl. 1.00, at en mand gik rundt og lyste med en lommelygte på en byggeplads på Gydevej i Langå. Hun syntes, det så mistænkeligt ud og kontaktede derfor politiet, der sendte en patrulje til stedet. 

Da betjentene kom frem, traf de en 20-årig mand ved byggepladsen. Han var noget forpustet og lugtede kraftigt af diesel. På pladsen stod der flere plastikdunke med diesel i, og betjentene fandt også en elektrisk pumpe med en slange på stedet. 

Den 20-årige erkendte, at han havde været i færd med at tappe diesel fra gravemaskinen, og han blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri. 
 
**

 

Færdsel

Søndag kl. 17.00 skete der et færdselsuheld på Futtingvej i Futting ved Thorsø. To biler ført af hhv. en 19-årig mand og en 57-årig mand stødte sammen i et sving. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 17.00 blev en 19-årig mandlig bilist standset på Præstegårdsvej på Samsø og sigtet for at køre uden førerret. Da det var tredje gang i år, at han blev taget i at køre uden at have et kørekort, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. 

Søndag kl. 18.20 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for at køre narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hammelvej i Langå. 

Søndag kl. 19.03 skete der et færdselsuheld i krydset Århusvej/Vennelystvej i Randers SØ. En 37-årig mandlig bilist holdt i krydset og var ved at svinge til højre, da han blev ramt bagfra af en bil ført af en 22-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 22-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Søndag kl. 20.10 blev en 47-årig mandlig lastbilchauffør anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers N. Et vidne havde bemærket, at lastbilen, som den 47-årige førte, slingrede kraftigt, og politiet blev derfor kontaktet. Kort efter fik betjentene så standset chaufføren og fik ham til at blæse i et alkometer. Da den viste en promille over det tilladte, blev han anholdt og sigtet. Da den 47-årige er bosiddende i Polen, blev han idømt en straksbøde, som han skulle betale med det samme. Han blev desuden frakendt førerretten i Danmark i tre år. 

Natten til mandag kl. 00.15 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Trustrup. Da det var tredje gang inden for kort tid, at han blev sigtet for narkokørsel, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Bethesdavej i Aarhus N begået mellem lørdag d. 7/8 kl. 16.00 og søndag d. 8/8 kl. 13.00
På Højager i Hinnerup begået mellem lørdag d. 31/7 kl. 8.00 og søndag d. 8/8 kl. 15.00
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook