Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Falsk sikkerhedsrådgiver forsøgte at skaffe Nem-ID
En 67-årig mand fra Grenå blev onsdag kl. 15.00 ringet op af en mand, der sagde, at han hed Per og var sikkerhedsrådgiver i Danske Bank. Per fortalte den 67-årige, at svindlere var i færd med at overføre 73.000 kr. fra den 67-åriges konto samt 8.000 kr. fra den 67-åriges hustrus konto til en fremmed konto. For at stoppe overførslen, skulle Per bare bruge den 67-åriges CPR-oplysninger samt Nem-ID og login. Den 67-årige begyndte at finde oplysningerne til Per, men kom undervejs i tanke om, at det virkede lidt mistænkeligt. Den 67-årige sagde derfor, at han gerne ville kontakte sin egen bank i stedet.
Per svarede, at Danske Bank var lukket på grund af corona-virus, så den 67-årige kunne ikke ringe til dem. I stedet var Per nu ansat som sikkerhedsrådgiver, mens banken var lukket. Per rådede den 67-årige til, at både han og hans kone skulle lukke deres mobiltelefoner og tage simkortet ud og lade være med at bruge deres computere indtil kl. 10.00 den følgende dag. Den 67-årige syntes samlet set, at det hele lød for mystisk, og ham meddelte Per, at han ville kontakte politiet og afsluttede samtalen. Han skyndte sig derefter at ringe til Danske Bank og få spærret både Nem-ID og alle parrets konti.
Politiet modtager desværre jævnligt anmeldelser om økonomisk bedrageri. Vi opfordrer til, at man aldrig udleverer personlige oplysninger i telefonen. Banker og offentlige myndigheder har de oplysninger om dig, som de har brug for, og vil aldrig have behov for at få dit Nem-ID over telefonen.
**
Aggressiv bankkunde
Onsdag kl. 13.27 kom en mand ind i en bank på Jægergårdsgade i Aarhus, hvor han opførte sig meget aggressivt og skubbede til en plastikafskærmning, så den var faldet ned, samt kastede med diverse ting. På vej ud af banken slog han til en spritdispenser, så den gik i stykker.
Da betjentene ankom til stedet, var manden gået derfra, og patruljen fik et signalement af ham og kørte rundt i området for at kigge efter ham. Kort efter vendte patrulje tilbage til banken, og her kunne personalet oplyse, at manden nu befandt sig ud på vejen lidt derfra.
Da betjentene tog kontakt til manden, blev han meget ophidset og begyndte at fægte voldsomt med armene. Den 38-årig mand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
**
Vold ved flaskeautomat
Onsdag kl. 11.39 stod en 82-årig kvinde ved flaskeautomaten i Føtex på Ndr. Standvej i Ebeltoft, da en anden kunde kom ind og stillede sig meget tæt på hende og forsøgte at komme foran i køen. Kvinden bad manden om at holde afstand og holde sin plads i køen, men det ville han ikke, og han begyndte i stedet at svine hende til verbalt og rodede også rundt i hendes pantflasker.
Kvinden bad manden stoppe og anmodede ham endnu engang om at holde afstand, hvilket fik ham til at slå hende i ryggen med en knyttet hånd, hvorefter han forlod stedet.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set episoden og som kan hjælpe politiet med at få identificeret gerningsmanden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
Løb efter butikstyv fra Salling til DOKK1
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 13.51 en melding om et overfaldstryk fra en vagt ved DOKK1 i Aarhus. Da patruljen kom frem, viste det sig, at der var tale om et fejltryk, men betjentene gik ikke arbejdsløse derfra, for vagten havde i mellemtiden fanget en butikstyv.
Vagten oplyste, at han var løbet efter tyven, der havde stjålet noget i Sallings parfumeafdeling. Jagten var endt ved DOKK1, hvor vagten havde foretaget en civil anholdelse. Det viste sig at den 36-årige mand havde stjålet to chanel-parfumer til en værdi af 2300 kroner, og han blev derfor anholdt og sigtet for butikstyveri.
**
To mænd i slagsmål på Borggade i Aarhus
To mænd på henholdsvis 18 og 34 år røg onsdag aften kl. 18.42 i totterne på hinanden på Borggade i Aarhus. En patrulje kørte til stedet for at dæmpe gemytterne, og fandt ved ankomst til stedet de to mænd, der havde smidt trøjerne og var ved at indlede sig i slagsmål.
De to mænd var tydeligt ophidsede og aggressive, de råbte højt og ville ikke efterkomme betjentenes anvisninger om at forholde sig roligt på stedet.
Begge mænd blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Tip førte til narkofund
Specialpatruljen aflagde onsdag aften kl. 21.08 besøg på en adresse i Hammel, da de havde fået et tip om, at der skulle være narko på stedet. Ved ransagning fandt betjentene ganske rigtigt flere mængder narko af forskellige typer. En 36-årig mand, som har bopæl på adressen, blev efterfølgende anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
**
Brand i ventilationsanlæg
Onsdag kl. 10.25 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i et ventilationsanlæg i en industribygning på Torshøjvej i Edslev ved Hørning. Da patrulje ankom til stedet, var der tydelig røgudvikling, men umiddelbart ingen flammer, og brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet. Det viste sig, at der var gået ild i nogle filte til en skæremaskine. Ingen personer kom noget til, men da der havde været en del røg blev alle tilstedeværende opfordret til at søge læge, hvis de oplevede gener. Arbejdstilsynet blev orienteret om sagen.
**
Brand på altan i Randers
Politi og brandvæsen kørte onsdag kl. 20.02 til Vennelyst vej i Randers, hvor der var anmeldelse om ild på en altan. Branden blev hurtigt slukket og nåede ikke at brede sig til andre lejligheder.
Branden var øjensynligt startet i en dyne, der var faldet ned på altanen, men årsagen til branden er ukendt. Ingen kom til skade.
**
Færdsel
Onsdag kl. 08.18 skete der et færdselsuheld på Frederiks Allé i Aarhus C, da en 26-årig kvindelig cyklist påkørte noget afspærringsmateriale ved et vejarbejde og væltede på sin cykel. Hun slog hovedet, men havde cykelhjelm på og slap derfor umiddelbart uden skader.
Onsdag kl. 08.37 skete der et færdselsuheld på Tulipvej i Randers SV. En 68-årig mandlig lastbilchauffør kom kørende ad Tulipvej og henover motorvejen i vestlig retning, da han med lastbilhængeren påkørte lysreguleringen, der blev raget ned på vognbanen. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Onsdag kl. 10.52 skete der et færdselsuheld ved Aarhus Universitetshospital på Palle Juul-Jensens Boulevard i Aarhus N, hvor en bil og en bybus stødte sammen. I forbindelse med sammenstødet var der en 25-årig kvindelig buspassager, der var væltet omkuld og havde slået hovedet. Hun blev tilset i en ambulance på stedet og efterfølgende kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse og behandling.
Onsdag kl. 14.38 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SV. En 48-årig mandlig bilist kørte ad Århusvej, da han af pt. ukendte årsager kørte over i modkørende kørebane, hvor han kørte frontalt sammen med en anden bil, der blev ført af en 52-årig kvinde. Den 52-årige kvinde blev fastklemt i bilen, der blev skåret op for at få hende fri. Hun blev kørt til skadestuen i Randers for at blive behandlet. Den 48-årige mand kom ikke umiddelbart til skade ved uheldet.
Onsdag kl. 14.49 skete der et færdselsuheld i krydset Nørre Boulevard/Hadsundvej i Randers C. En 58-årig mand kom kørende på sin knallert på cykelstien, da en 21-årig kvindelig bilist ville svinge til højre. Kvinden havde ikke set knallerten, men hørte den dytte, hvilket fik hende til at bremse op, så han kunne køre forbi. Men knallertføreren kørte alligevel ind i siden af bilen, og det viste sig, at han havde en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Knallertføreren faldt af sin knallert i forbindelse med påkørslen, men slap umiddelbart uden skader.
En 25-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 17.45 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Ankersgade i Aarhus.
En 26-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 20.41 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hans Bojes Alle i Randers. Da han blev standset, havde den 26-årige flere klumper hash fordelt i salgsposer på sig, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
Onsdag kl 21.28 blev en 41-årig mandlig knallertfører anholdt og sigtet for narkokørsel, efter at være blevet standset på stisystemet ved den Blå Bro i Randers.
En 29-årig mandlig bilist blev natten til torsdag kl. 01.30 anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Slotsvej ved Rosenholm i Hornslet. Bilen, som manden kørte i, havde stjålne nummerplader monteret og det viste sig, at den 29-årige i forvejen havde kørselsforbud. Han blev derfor også sigtet for begge disse overtrædelser.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Jernbanegade i Randers C begået tirsdag den 11/8 mellem kl. 04.00 og kl. 04.15