Østjyllands Politi: Nyt fra Randers - onsdag den 9. september

dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.00 en 45-årig mand, der sigtes for kvalificeret vold ved, i forening med en 47-årig kvinde, at have stukket en 31-årig mand i overarmen med en kniv. Overfaldet skete kl. 00.27 natten til onsdag på en adresse i Hasselager. Den 45-årige vil desuden ved grundlovsforhøret blive sigtet for vidnetrusler ved onsdag morgen på politigården i Aarhus at have fremsat trusler rettet mod den 31-årige forurettede.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Motorcyklist ønskede ikke at tale med politiet

Tirsdag kl. 22.39 bemærkede en patrulje på Banegårdsgade i Odder en mørk motorcykel, der kom kørende imod patruljen. Betjentene slog motorcyklens registreringsnummer op i politiets systemer og kunne se, at den stod som afmeldt, hvorefter betjentene tændte for bilens blink og anmodede motorcyklisten om at standse. Det var han dog ikke specielt interesseret i, så han satte farten op, svingede mod øst af Lundevej og øgede hastigheden til op imod 100 km/t.

Patruljebilen satte efter, og betjentene noterede blandt andet, at motorcyklisten to gange kørte højre om chikaner på vejen – formentlig for at undgå vejbump. Betjentene aktiverede nu både horn og lygter, mens de fortsatte efter motorcyklen ad Østermarksvej. Vejen ender blindt, hvilket betød at motorcyklisten pludselig kørte mod færdselsretningen, op på fortovet og ned ad en græsskråning ved Odder Gymnasium.

Den ene betjent steg ud af bilen for at følge efter til fods, og her kunne han se, at motorcyklen var væltet og nu lå for enden af skråningen. Føreren løb lidt længere fremme, og betjenten råbte ham an, hvilket fik ham til at lægge sig ned på maven med hænderne over hovedet.

Den 37-årige mand blev anholdt og ført med tilbage til politibilen. Han blev indledningsvist sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger samt for flere overtrædelser af færdselsloven. Da han virkede narkopåvirket blev han også sigtet for narkokørsel, og han forklarede da også til betjentene, at det var årsagen til, at han ikke ville standse.

Der var dog også andre årsager til, at den 37-årige ikke ønskede at tale med politiet. Det viste sig nemlig også, at han var frakendt førerretten, hvorfor han også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Han var også i besiddelse af en større mængde hash, lidt amfetamin, en digitalvægt og et større kontantbeløb, hvorfor han også blev sigtet for både besiddelse af og forsøg på salg af narkotika. Desuden hørte den nummerplade, der sad på motorcyklen, til en helt anden motorcykel. Men da det ikke var muligt for betjentene at aflæse stelnummeret, blev motorcyklen taget med til nærmere undersøgelse.

**

 

Anholdt for at råbe til indsat i arresten

Tirsdag kl. 17.45 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra arresten på Møllestræde i Randers, hvor personalet havde observeret fire unge mænd, der stod og råbte ind til en indsat i arresten. Personalet havde i første omgang selv taget kontakt til mændene og bedt dem om at forlade stedet, hvilket de havde gjort, men da de blev hængende i området, besluttede personalet at kontakte politiet. Da betjentene kort efter ankom til stedet, blev de fire mænd bortvist fra stedet, hvilket fik den ene af dem til at råbe skældsord efter den ene af betjentene.

Godt en halv time senere var tre af personerne tilbage igen, og arrestens personale ringede igen efter politiet, der fik anholdt de tre mænd på 18, 18 og 20 år. De blev alle sigtet for ulovlig forbindelse til fanger ved at have råbt ind til en indsat i arresten. Den ene af de 18-årige blev desuden identificeret som ham, der tidligere havde råbt skældsord efter en betjent, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

I forbindelse med visitation af de tre mænd på politigården i Randers blev den anden 18-årige mand fundet i besiddelse af noget receptpligtigt medicin, som han erkendte, han ikke havde noget recept til. Han blev derfor også sigtet for lov om euforiserende stoffer.

**

 

Snød med Oddset-kuponer

Tirsdag kl. 17.00 kom en mand ind hos købmanden på Vestergade i Asferg ved Fårup og spurgte ekspedienten, hvor drikkevarerne befandt sig. Lidt senere kom han op til kassen med en cola og bad ekspedienten om at tjekke en række Oddset-kuponer for ham.

Samtidig udfyldte manden flere nye kuponer, mens han stillede ekspedienten en række personlige spørgsmål, hvilket skabte forvirring hos ekspedienten. Efter manden havde forladt butikken gik det op for ekspedienten, at det var lykkedes ham at svindle med betalingen af de nye kuponer.

Manden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 35-36 år gammel
  • 180-190 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden og med sort hår og sorte skægstubbe
  • Bar mundbind
  • Talte dansk med accent
  • Var i ført sort jakke med hætte, sorte busker og sorte sko af mærket Nike.

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have set manden ved købmanden tirsdag eftermiddag eller som ved, hvem han er. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Fyldte posen med parfume

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 14.50 en anmeldelse fra Salling i Aarhus, hvor en butiksvagt havde tilbageholdt en butikstyv. Vagten havde på butikkens overvågning set manden fylde en indkøbspose med parfumer, hvorefter vagten gik ned i butikken og konfronterede manden.

Vagten kunne se, at posen var en såkaldt ”russerpose”, der var dækket med sølvpapir for at snyde alarmerne. Vagten bad manden vise, hvad han havde i posen, men det nægtede han, og da vagten tog fat i ham, for at føre ham ud i baglokalet, begyndte manden at løbe.

Vagten løb efter, og fik indhentet manden uden for Salling, hvor han igen forsøgte at få ham til at gå med. Manden gjorde dog modstand, og det krævede lidt hjælp fra nogle kollegaer, før det lykkedes at få manden med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet.

Da politiet ankom til stedet, viste det sig, at den 23-årige mand havde stjålet varer for knap 3400 kroner, og han blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

**

11-årige piger stjal mobiltilbehør i Føtex

Tirsdag kl. 15.14 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Føtex på Mariagervej i Randers NV, hvor personalet havde tilbageholdt tre mindreårige piger, der var blevet taget i at stjæle tilbehør til mobiltelefoner såsom covers og headsets.

Det var en af butikkens medarbejdere, der havde spottet pigerne, som hun også havde set dagen forinden, hvor de også havde stjålet varer. De tre piger, der alle var 11 år gamle, erkendte at have begået butikstyveri. Da de alle er under den kriminelle lavalder kan de ikke sigtes, men de blev kørt hjem til deres forældre, der blev orienteret om sagen.

**

Anholdt efter uro på Klostertorvet

Tirsdag kl. 12.55 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om fra Klostertorvet i Aarhus, hvor nogle vagter var kommet i klammeri med nogle personer på stedet. Da betjentene ankom, kunne de se, at vagterne havde lagt en person i håndjern.

Vagterne forklarede politiet, at der flere gange i løbet af dagen havde været uro på stedet, og da der pludselig var opstået tumult mellem en mand og en kvinde havde den ene vagt lagt sig imellem, hvorefter manden havde skubbet ham hårdt i brystet. Vagterne havde derfor lagt manden i håndjern og tilkaldt politiet.

Den 30-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Da han er polsk statsborger, fik han en straksbøde på 3000 kroner.

**

Havde hash klar til salg

Tirsdag kl. 10.40 fik en 23-årig mand fra Odder besøg af politiet, der havde mistanke om, at han opbevarede narkotika på sin hjemmeadresse. I lejligheden befandt sig, udover den 23-årige, en 26-årig mand, der viste sig at have en mindre mængde hash på sig. Han blev sigtet for narkobesiddelse og fik en bøde på 3000 kroner.

Betjentene foretog en ransagning af den 23-åriges lejlighed og fandt i den forbindelse en del hash og flere beviser på, at den 23-årige har solgt hash til andre, hvilket han også selv erkendte. Han blev derfor anholdt og sigtet for salg af narkotika.

**

Kæresteskænderi endte i anholdelse

Tirsdag kl. 22.54 blev en patrulje for anden gang inden for kort tid sendt til Banegårdspladsen i Aarhus, hvor et kærestepar havde skændtes højlydt. Da betjentene denne gang kom til stedet kunne de konstatere, at den 39-årige mand gentagne gange nægtede at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 07.24 skete der et færdselsuheld på Damagervej i Viby. En 25-årig kvinde kom kørende ad Damagervej og igennem et kryds, da hun af ukendte årsager ramte en bil, der holdt parkeret ved fortovet i modsatte side, hvorefter hendes egen bil væltede og trillede rundt på taget. Den 25-årige kvinde kunne ikke selv komme ud af bilen, mens hendes søn, som også var med, men ikke havde været fastspændt, blev hjulpet ud af nogle forbipasserende. Det viste sig, at kvinden heller ikke selv havde haft sikkerhedssele på, og hun blev derfor både sigtet for ikke selv at have været fastspændt, ikke at have fastspændt sit barn og for ikke at have overholdt sin vigepligt, da hun kørte ud i krydset. Kvinden blev hjulpet ud og blev kørt til behandling på sygehuset, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Tirsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld på Beringvej i Hasselager. En 24-årig mandlig traktorfører havde formentlig været i gang med at bakke ud fra indkørsel med en påhængsvogn bagpå og var i den forbindelse kommet til at holde på tværs af kørebanen, da en anden bil, ført af en 29-årig mand kom kørende og påkørte påhængsvognen. Uheldet medførte betydelige skader på den 29-åriges bil og han pådrog sig en flænge i hovedet. Den 24-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Frederiksbergvej i Randers NV begået tirsdag den 8/9 mellem kl. 09.00 og kl. 11.15
  • På Natskyggevej i Randers NV begået onsdag den 9/9 kl. 03.08
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook