Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Vaks borger fulgte efter indbrudstyve
Natten til mandag kl. 00.52 skulle en 24-årig mand på en køretur i arbejdsøjemed fra sin arbejdsplads i Anelystparken i Tilst, da han blev opmærksom på, at der var gået en alarm fra et af de omkringliggende firmaer. Da han kom ud på gårdspladsen, bemærkede han, at en port stod åben, og en hvid kassevogn holdt klar til at køre fra stedet.
Da han kom tættere på, kunne han se to personer, der stod og pillede ved en jernkæde, der sad på et hegn, der omkransede de udendørs varer foran Jysk. Da de to personer så den 24-årige, løb de hen til den hvide kassevogn, der med det samme kørte fra stedet. Den 24-årige hoppede ind i sin bil og kørte efter, indtil den hvide kassevogn standsede ved genbrugspladsen på Jernaldervej, og to til tre personer steg ud af bilen og løb væk.
Kort efter ankom en af politiets hundepatruljer til stedet, og hundene blev straks sat til at gå spor efter de flygtede personer. Efter en kort gåtur mod Skjoldhøjkollegiet kunne hundeføreren høre nogen, der beklagede sig inde ved en affalds-ø, og det viste sig, at hunden havde fået ”bid” og havde fat i foden på en 22-årig mand, der sad og gemte sig sammen med sin 24-årige kammerat.
Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri ved at have forsøgt at skaffe sig adgang til det aflåste område ved Jysk. Politiet er nu ved at få afklaret, om der var en tredje medgerningsmand, som det ikke lykkedes betjentene at lokalisere.
**
Færdselspolitiet på Samsø
Østjyllands Politis færdselsafdeling var i sidste uge et smut på Samsø, hvor der blev gennemført flere færdselskontroller. Indsatsen gav i alt 31 sager fordelt på:
3 x spirituskørsel i bil
1 x spirituskørsel og narkokørsel på knallert
1 x kørsel i frakendelsestiden
3 x kørsel uden førerret
3 x håndholdt mobiltelefon
2 x barn ej fastspændt
2 x ulovlige knallerter (konstruktivt ændrede)
3 x manglende forsikring på knallert
2 x nummerplader inddraget på grund af manglende forsikring
11 x registreringsbekendtgørelsen, hvor bilernes nummerplade/lygter er tildækket af cykler. Rekorden var fire cykler bagpå, og så er det altså ikke nemt at se lyset på bilen.
**
Fin afvikling af superligakamp i Aarhus
Søndag aften spillede AGF mød FCK på Ceres Park i Aarhus, og det var for første gang i flere måneder med tilskuere på lægterne. Østjyllands Politi var også til stede for at sikre, at kampen blev afviklet under hensyntagen til de gældende regler. Det var politiets oplevelse, at klubben havde forberedt sig rigtig godt og havde taget en helt række forholdsregler for at sikre, at der blev holdt den fornødne afstand, og at forsamlingsforbuddet blev overholdt.
Politiet har også ros til fansene for i stor udstrækning at udvise en god disciplin og efterkomme de anvisninger, der blev givet før, under og efter kampen. Ved scoringen til 1-0 var der flere, der rejste sig op fra stolene, men de satte sig hurtigt ned igen. Kun til allersidst, da spillerne gik en sejrsrunde, stimlede fansene sammen foran, hvilket var uhensigtsmæssigt, og det vil politiet nu følge op på i en dialog med klubben.
**
Butikstyv havde en dårlig dag
Søndag kl. 15.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra SuperBrugsen på Lystrup Centervej i Lystrup, hvor personalet havde tilbageholdt en butikstyv. En medarbejder havde set manden i butikken og genkendte ham fra tidligere episoder, hvor han havde stjålet vin fra butikken. Medarbejderen gik derfor ud i vindfanget ved udgangen og ventede på manden, efter han havde passeret sidste betalingsmulighed.
Manden ønskede ikke at tale med medarbejderen og forsøgte gentagne gange at rive sig løs og komme ud af butikken. Men i samarbejde med flere kunder lykkedes det at tilbageholde manden, der blev ført med ind i butikkens baglokale, hvor medarbejderen kunne konstatere, at han havde betalt for en pakke toiletpapir og nogle rødvinsglas, men ikke for de syv flasker rødvin, som han havde gemt i indkøbsvognen under en bærepose. Da politiet ankom til stedet, blev den 61-årige mand sigtet for butikstyveri. Han blev afhørt på stedet, hvorefter han blev løsladt.
Da betjentene kort efter var på vej væk fra Superbrugsen, bemærkede de en bil, der kørte ud fra parkeringsområdet. Da patruljebilen nærmede sig bilen, begyndte den pludselig at bakke meget hurtigt. Betjentene kørte derfor efter bilen og kunne se, at det var den 61-årige butikstyv, der sad bag rattet. Da han blev bedt om at vise sit kørekort, viste det sig, at han var frakendt førerretten.
Han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden og betjentene overtog føringen af bilen, som blev parkeret på parkeringspladsen. Betjentene tog herefter kontakt til mandens 59-årige kone, der stod som ejer af bilen, og sigtede hende for at have overladt førerretten til sin mand, uagtet at han er frakendt førerretten.
**
Udsat for vold på parkeringsplads
Søndag kl. 22.01 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 23-årig mand, der kort forinden var blevet udsat for et voldeligt overfald på parkeringspladsen ved McDonald’s på Tørvebryggen i Randers C. Den 23-årige skulle mødes med en bekendt på parkeringspladsen, men den bekendte ankom med en person, den 23-årige ikke kendte.
Ifølge den 23-årige gik de to personer direkte hen imod ham, hvorefter den for ham ukendte mand slog ham så hårdt, at han faldt til jorden, hvorefter yderligere tre til fire personer kom til stedet og begyndte at sparke og slå ham flere gange. Den 23-årige bemærkede ikke, hvordan personerne så ud, eller hvor de efterfølgende løb hen.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til overfaldet, der skete søndag aften kl. ca. 21.50. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
Forulykket bil uden fører
Natten til mandag kl. 04.33 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil lå på taget på Storskovvej i Viby, men der var umiddelbart ingen personer på stedet. Der blev sendt en patrulje, der forgæves søgte efter personer, der kunne have kørt bilen. Bilens ejer, en 24-årig mand, blev kontaktet og kunne oplyse, at han havde parkeret bilen i Åbyhøj søndag aften kl. 18.30, hvorfra han senere på natten havde taget en taxa hjem. Han oplyste, at nøglerne til bilen var væk. Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvem der har kørt bilen.
**
Færdsel
Søndag kl. 20.35 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Ringkøbingvej i Aarhus.
Mandag morgen kl. 06.47 skete der et færdselsuheld i krydset Gunnar Clausens Vej/Christian X’s Vej i Viby. Af pt. ukendte årsager kolliderede fire biler i krydset med betydelig materiel skade til følge. I bilerne sad hvv. en 31-årig kvinde, en 35-årig mand, en 22-årig kvinde og en 52-årig mand. Ingen af dem kom umiddelbart til skade ved uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Otto Sverdrups Vej i Aarhus N begået mellem lørdag den 4/7 kl. 11.00 og søndag den 5/7 kl. 09.04