Østjyllands Politi: Nyt fra Randers - mandag den 25. maj

dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

 

Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør.

**

 

Død kvinde er formentligt forsvunden 32-årig

Den kvinde, der søndag morgen blev fundet død i Gudenåen, er efter al sandsynlighed den 32-årige kvinde, som har været forsvundet siden fredag den 15. maj, hvor hun gik fra sit hjem i Randers i nedtrykt tilstand.
Det var et par fiskere, som fandt kvinden, der lå tæt på Randers Naturcenter, hvor kvindens taske tidligere blev fundet.

Der er intet, der tyder på, at kvinden er blevet udsat for en kriminel handling.

Det har endnu ikke været muligt at foretage en endelig identifikation af kvinden, men der er fundet nogle personlige ejendele på den afdøde, der gør, at Østjyllands Politi har en klar formodning om, at der er tale om den 32-årige kvinde.

De pårørende er underrettet.


**

 

Piger fik pustet sprit i øjnene og en lussing

Søndag eftermiddag modtog Østjyllands Politi anmeldelse fra en 18-årig kvinde, der var blevet udsat for vold i Bruuns Galleri.

Kvinden fortalte, at hun omkring kl. 15.45 havde siddet på vindeltrappen ved den nordvendte udgang sammen med en veninde, da en gruppe på 10-15 unge drenge kom ned ad trappen. Gruppen giv hen til sprit-dispenseren og tog sprit på hænderne, men tre af drengene tog herefter ekstra sprit på hænderne og gik hen til kvinden og veninden, sagde ”atjuu” og kastede sprit mod de to kvinder, så dan ene fik det på kinden og den anden i øjnene. Den 18-årige kvinde fik herefter en lussing af den ene af drengene, hvorefter de tre løb op ad trappen og væk

De tre drenge beskrives alle som:

  • 12-13 år
  • Tynd/almindelig af bygning
  • Anden etnisk oprindelse end dansk
  • Ca. 150 cm høje
  • Iklædt mærketøj og dynejakker

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner med oplysninger om drengene på tlf 114.

 

**

Bilist endte med stribe af sigtelser

En 22-årig mandlig bilist blev søndag kl. 16.24 anholdt efter at være blevet standset af en patrulje på Hasle Ringvej i Aarhus. Patruljen blev opmærksomme på bilen, da den 22-årige først foretog et venstresving i krydset Hasle Ringvej /Herredsvej og derefter et højresving ad Hasle Ringvej imod færdselsretningen.

Betjentene besluttede sig for at standse bilen og gav tegn med udrykningssignalerne, men den 22-årige standsede ikke, og patruljen satte derfor efter ham. Under eftersættelsen smed den 22-årige en lille pose ud af vinduet. Ved krydset mellem Hasle Ringvej/Haslegårdsvej bremsede den 22-årige kraftigt ned, kørte venstre om et helleanlæg og herefter i høj fart mod syd. Han standsede dog kort efter, da patruljevognen hele tiden fulgte tæt efter ham.

Fra bilens kabine lugtede af hash, da betjentene rettede henvendelse til den 22-årige. I posen, som den 22-årige havde smidt ud af vinduet, lå desuden en større mængde skunk og hash fordelt i salgsposer.

Den 22-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel, besiddelse af narko med henblik på salg, kørsel mod færdselsretningen, kørsel venstre om helleanlæg, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre med et nedslidt dæk.

 

**

Mand anholdt efter at have slået på bil med baseballbat

En 41-årig mand blev søndag aften kl. 19.59 anholdt, da han i forbindelse med en uoverensstemmelse havde slået på en parkeret bil med et baseballbat.

Episoden skete i et kolonihave-område på Bjørnholms Allé i Viby, hvor en 20-årig mand holdt parkeret i sin bil sammen med en kammerat. Den 20-årige forklarede, at den 41-årige var kommet hen til dem og havde virket truende og råbte af dem, at de skulle forsvinde fra stedet. Han havde virket så truende, at den 20-årige tilkaldte politiet.

Kort efter kom den 41-årige tilbage med et baseballbat og slog flere gange på bilens forreste, højre side og derefter ned i jorden, da politiet ankom og anholdt den 41-årige. Den 41-årige blev sigtet for hærværk og overtrædelse af våbenloven.


**

 

Opgang måtte evalueres efter brand i emhætte

Østjyllands Politi modtog søndag kl. 12.00 anmeldelse om en brand i en lejlighed i Telefonsmøgen i Aarhus. Opgangen blev evakueret men det viste sig hurtigt, at der var tale om røgudvikling fra en kortsluttet emhætte, og beboerne kunne komme tilbage i opgangen.


**

 

Bil udbrændt i Brabrand

Mandag kl. 02.03 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til anmeldelse om brand i en bil på Lottesvej i Brabrand. Bilen var næsten udbrændt, da patruljen ankom til stedet. Ingen personer kom til skade til branden, der heller ikke bredte sig yderligere. Politiet undersøger de nærmere omstændigheder i forbindelse med branden.


**

Færdsel

Søndag kl. 22.15 skete der et færdselsuheld i rundkørslen ved Nordkystvejen og Rougsøvej i Allingåbro, da en bil påkørte en lysmast. Der skete store skader på bilen, men ifølge forklaringer fra vidner på stedet, kom føreren ikke til skade. Føreren var dog ikke til stede, da politiet ankom.

En 38-årig mandlig bilist blev søndag kl. 22.47 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus Vest. Den 38-årige blev desuden sigtet for kørsel uden førerret og for besiddelse af en mindre mængde narko.

Natten til mandag kl. 01.05 skete der et færdselsuheld på Søndervangs Allé i Viby, da en 18-årig mandlig bilist påkørte en patruljevogn i forbindelse med en eftersættelse. Uheldet skete, da en patrulje satte efter den 18-årige, da betjentene havde givet tegn til ham om at standse og han nægtede dette. Under eftersættelsen lavede den 18-årige indtil flere overtrædelser af færdselsloven. Patruljevognen kørte med langsom fart op på siden af den 18-årige efter et sving, hvorefter den 18-årige åbnede samtlige døre på sin bil. Herved ramte den venstre bagdør patruljebilen og kilede sig fast deri. Den 18-årige blev anholdt og er indtil videre sigtet for narkokørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Smedestien i Skødstrup begået mellem den 20/5 kl. 17.00 og den 24/5 kl. 16.00
På Mindevej i Viby begået mellem den 23/5 kl. 22.00 og den 24/5 kl. 12.00
På Gl. Landevej i Lagkastrup ved Randers begået den 24/5 mellem kl. 16.00 og kl. 22.50

Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook