Østjyllands Politi: Nyt fra Randers - mandag den 21. september

dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Randers kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 10.30 en 28-årig iransk kvinde, som blev anholdt søndag middag i lufthavnen i Tirstrup. Kvinden blev standset i paskontrollen, da hun skulle med et fly til Stansted. 

Betjentene i kontrollen fattede mistanke til, at kvindens bulgarske pas var falsk, og hun blev bedt om at vise yderligere id. Hun fremviste nu et kørekort, som også lignede en forfalskning, og hun endte derfor med at blive anholdt og sigtet for dokumentfalsk. 

Kvinden opgav til sidst sit rigtige navn, og hun viste sig altså at være en 28-årig kvinde fra Iran. 

**

 

Båd havde narko ombord – specialpatruljen stod klar ved kajen

Østjyllands Politis specialpatrulje reagerede søndag aften på et tip om, at en båd ville sejle fra Fredericia til Samsø med narko ombord.

Flere betjente stod derfor sent om aftenen klar ved Ballen Havn på Samsø, da en 61-årig og en 68-årig mand kom sejlende ind i to mindre både. Begge blev anholdt og ved ransagningen af den 68-åriges båd fandt politiet en del amfetamin, hash, marihuana og kokain. Derudover lå der også et større kontantbeløb og noget, som politiet vurderer, er et narkoregnskab. 

Narkoen blev beslaglagt, og den 68-årige blev sigtet for at ville sælge narkoen. 

I den 61-åriges båd lå en mindre mængde hash og marihuana, og han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Brand i Højbjerg efterforskes som påsat

Politi og brandvæsen rykkede natten til mandag kl. 00.06 ud til en brand i en lejlighed på Saralystparken i Højbjerg. En 43-årig kvindelig beboer i lejligheden blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen for røgforgiftning, men ingen kom umiddelbart til skade ved branden. Der skete dog store materielle skader i lejligheden. 

Østjyllands Politi efterforsker branden som påsat og vil i løbet af mandag foretage yderligere undersøgelser af lejligheden.  

**

Anholdt for spritkørsel – svinede betjent til

En bekymret kvinde ringede søndag kl. 15.40 til politiet, da hun havde kørt bag en bilist, der slingrede kraftigt rundt på Viborgvej i Randers. Hun beskrev nøje bilen og kunne også oplyse nummerpladen, og signalementet blev sendt ud til patruljerne i nærheden. Kort efter fik en patrulje øje på bilen, der holdt på en p-plads på Vestergade. Her holdt den midt mellem to båse, og bilisten var kørt så langt frem, at den havde ramt en lygtepæl med fronten. 

Bag rattet sad en tydeligt beruset 60-årig mand, der viste sig at være frakendt kørekortet. Han blev anholdt og sigtet for spritkørsel og for at køre uden førerret. 

Den 60-årige var voldsomt utilfreds med anholdelsen og på bagsædet af patruljebilen, råbte han gentagne gange diverse skældsord efter betjentene, hvilket gav ham en sigtelse for at fornærme politiet. 

**

 

Sigtet for at købe cigaretter på gaden

En 39-årig mand blev søndag kl. 18.35 anholdt og sigtet for hæleri, efter en vagt havde tilbageholdt ham i Salling i Aarhus. Vagten havde opdaget, at den 39-årige gik rundt med en pose fyldt med uåbnede cigaretpakker. Da vagten havde mistanke til, at den 39-årige havde stjålet cigaretterne, tilkaldte han politiet. 

Da betjentene kom frem, forklarede manden, at han havde købt cigaretterne af en mand på gaden, og han godt vidste, at der nok var tale om hælervarer. Han blev derfor anholdt og sigtet for hæleri. Cigaretterne, der havde en værdi af omkring 2000 kroner, blev beslaglagt. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 7.17 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. En 32-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et autoværn. Hun blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Søndag kl. 14.57 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Hornslet. En 43-årig kvindelig bilist bremsede hårdt op, da en flok fasaner krydsede vejen. Hendes bil blev derefter ramt bagfra af en bil ført af en 19-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 19-årige blev efterfølgende sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende.  

En 74-årig kvindelig bilist blev søndag kl. 16.10 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset på Grenåvej i Risskov. En anmelder opdagede, at kvinden kørte usikkert og fulgte derfor efter hende, indtil patruljen ankom til stedet.

Søndag kl. 16.30 kørte en patrulje mod parkeringspladsen ved Tuestenhuse i Tilst, da der var meldinger om, at en brugsstjålet bil holdt parkeret der. På vej derhen mødte betjentene i krydset mellem Holmstrupgårdsvej og Havkærvej bilen, som blev ført af en 27-årig mandlig bilist. Da betjentene standsede bilen, oplyste den 27-årige, at han var påvirket af kokain. Den 27-årige mand blev sigtet for brugstyveri af personbil, for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden. 

En 64-årig mandlig bilist blev søndag kl. 17.00 anholdt og sigtet for spirituskørsel efter at være blevet standset på parkeringspladsen foran Banevej i Hornslet. En opmærksom borger havde fattet mistanke om, at den 64-årige var påvirket, og tilkaldte derfor politiet. Da betjentene ankom, var den 64-årige mand ved at bakke ud fra parkeringspladsen. De tog kontakt til manden, som lugtede kraftigt af alkohol. Den 64-årige blev transporteret til hospitalet med henblik på udtagelse af blodprøve og fik sin førerret midlertidigt inddraget.

På Kongevejen mellem Nordby og Tranebjerg på Samsø blev en 63-årig mandlig knallertfører søndag eftermiddag kl. 17.39 standset af en patrulje fra lokalpolitiet. Patruljen var blevet tippet om, at den 63-årige var så fuld, at han havde svært ved at starte knallerten. En alkometer-test på stedet og efterfølgende blodprøve bekræftede dette, og den 63-årige blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Natten til mandag kl. 00.00 skete der et færdselsuheld i rundkørslen ved Edwin Rahrs Vej i Brabrand, da en 23-årig kvindelig bilist ved afkørslen fra motorvejen af uvisse årsager fortsatte ind i autoværnet. Den 23-årige kvinde blev kørt på hospitalet men kom umiddelbart ikke kritisk til skade ved uheldet.

En 21-årig mandlig bilist blev mandag kl. 01.51 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Sønderhøj i Viby. Den 21-årige blev desuden sigtet for besiddelse af narko og kørsel uden førerret.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Herman Bangs Vej i Grenaa begået mellem lørdag den 19/9 kl. 13.00 og søndag d. 20/9 kl. 7.00
På Toftevangen i Mårslet begået mellem fredag d. 18/9 kl. 14.0 og søndag d. 20/9 kl. 14.45
På Solskrænten i Grenaa begået mellem lørdag den 29/9 kl. 22.00 og søndag den 20/9 kl. 03.00
På Egholmsvej i Randers begået mellem lørdag den 19/9 kl. 23.30 og søndag den 20/9 kl. 17.00
På Krabbes Ager i Odder begået mellem fredag den 18/9 kl. 0600 og søndag den 20/9 kl. 22.00

Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook