Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Den mobile politistation kører til Aarhus Ø
De seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra borgere på Aarhus Ø på grund af larm, affyring af fyrværkeri og anden forstyrrende og utryghedsskabende adfærd.
Østjyllands Politi vil derfor den kommende tid være ekstra synligt til stede på Aarhus Ø, og den mobile politistation vil torsdag aften og hen over weekenden stå i området i aftentimerne.
Onsdag aften var der flere gange patruljer på Aarhus Ø på grund af anmeldelser om forskellige former for uro. Den ene gang traf betjentene en bil med flere unge mænd, og da en af dem, en 23-årig mand, hang ud af vinduet og flere gange trykkede et tryklufthorn helt i bund, blev han sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Østjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri – ikke kun på Aarhus Ø, men også flere andre steder i kredsen. Det er IKKE tilladt at affyre fyrværkeri på andre tidspunkter af året end dagene omkring nytår, og man risikerer en sigtelse og en bøde, hvis man overtræder fyrværkeriloven. Man risikerer desuden at blive sigtet for at overtræde det afbrændingsforbud, der pt. er gældende i hele Østjylland.
**
Fik stjålet motocross efter prøvetur fra interesseret køber
En 17-årig ung mand tog onsdag formiddag fra Silkeborg mod Aarhus V for at mødes med en interesseret køber til den motocross, som den 17-årige havde sat til salg på nettet.
Den interesserede køber fik på Jernaldervej i Aarhus V lov til at tage en køretur på den grønne Kawasaki, men prøveturen viste sig – desværre for den 17-årige – aldrig at slutte. Den 17-årige stod derfor tilbage uden motorcykel eller kontaktoplysninger på den interesserede køber, der havde udgivet sig for at være en anden person.
Østjyllands Politi har set en række sager med lignende fremgangsmåde og opfordrer derfor til, at man altid sikrer sig billede-ID og ser et gyldigt kørekort, inden man låner sit køretøj ud til nogen. Det er vigtigt, at man altid sikrer sig, at man med sikkerhed ved, hvem man handler med. En mulighed for at undgå tyveri af sine dyrere salgsvarer er derudover også, at man eksempelvis modtager en del af betalingen inden en evt. prøvetur.
Anmeldelsen kom til politiet onsdag kl. 10.56, og episoden skulle angiveligt have fundet sted kort forinden omkring kl. 10.13. Sagen vil nu blive efterforsket nærmere, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer.
**
Tændte bål og blev sigtet for at overtræde afbrændingsforbuddet
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag kl. 17.24 sendt til en adresse i Auning, hvorfra der til politiet var indgået en anmeldelse om, at der var blevet startet et bål på en gårdsplads.
Ved politiets ankomst til stedet kunne det konstateres, at der var et igangværende bål med lave flammer. Bålet bestod primært af halm, træ og enkelte affaldsgenstande.
En 54-årig mandlig beboer på stedet blev kontaktet og informeret om, at han var sigtet for at overtræde afbrændingsforbuddet. Han sørgede for at slukke bålet, inden politiet kørte fra stedet.
**
Bedragere udnytter autoritetstro: Politiet advarer om falske opkald
Vi kan ikke gentage advarslen nok gange. Alt for mange bliver snydt af bedragere, som udgiver sig for at være fra myndighederne. En 91-årig kvinde fra Viby J blev tirsdag franarret et større kontant beløb, på særdeles udspekuleret vis.
Kvinden blev mandag aften kontaktet på sin fastnettelefon af en mand, som fortalte han kom fra politiet. Han forsøgte at overbevise kvinden om, at der var hævet penge på hendes konto, og at hun skulle underskrive en fuldmagt, som et bud ville hente. Den 91-årige fattede dog mistanke, og ringede imens op til en pårørende, en 68-årig kvinde, som kontaktede politiet på 1-1-4 og anmeldte forholdet. Den falske politimand hørte noget af dette, og lagde på.
Næste morgen blev den 91-årige kvinde ringet op af en anden mand, der udgav sig for at være en medarbejder fra politiet. ’Medarbejderen’ fortalte, at han ringede for at følge op på anmeldelsen fra den 68-årige pårørende, som han også kendte navnet på. Den 68-årige var ifølge manden bekymret, fordi den 91-årige kvinde havde kontanter liggende, og at politiet derfor havde undersøgt det nærmere. Nu viste politiets efterretninger, at der ville blive begået indbrud hos den 91-årige snart for at få fat på disse kontanter. Hun skulle derfor lægge sine kontanter i en kuvert, og sende dem med et bud, så de kunne opbevares sikkert på politistationen. Det falske bud troppede kort efter op på den 91-årige kvindes bopæl og hentede en konvolut med mange tusinde kroner i. Kvinden stolede på, at manden ville hjælpe hende, men det viste sig at han udelukkende havde dårlige intentioner.
Vi ser alt for mange sager med især ældre, som bliver franarret kontante beløb, hævekort eller personlige oplysninger og dokumenter, som kan bruges til at tømme deres konti. Svindlerne i disse sager er dygtige og kan være meget overbevisende i telefonen, og de udnytter målrettet den autoritetstro, som mange har over for politiet eller myndighederne.
Del disse råd med de ældre mennesker i dit liv:
• Læg på! Det kan være svært at sige nej, når man gerne vil være høflig og autoritetstro. Smæk røret på, hvis du bliver ringet op af en fremmed og spurgt ind til dine personlige oplysninger
• Hvis du bliver kontaktet af politiet, banken eller en anden myndighed på telefon, så have det som en fast vane at bede om navn og afdeling. Ring selv op til afdelingens hovednummer (få en bekendt til at hjælpe dig med at google nummeret, hvis du ikke kan finde det selv), og bed om at blive stillet videre til vedkommende.
• Udlever ikke penge, hævekort, oplysninger, fuldmagter eller andet til bude, der ankommer til din dør. Hav gerne en aftale med venner eller pårørende, som kan rådgive dig om hvad du skal gøre, hvis du bliver kontaktet på denne måde.
**
Hashlugt førte til narkosigtelse
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag kl. 16.58 opmærksomme på, at det lugtede kraftigt af hash fra bagsiden af en bygning i Randers C.
Patruljen besluttede sig derfor for at undersøge forholdene nærmere, og i en opgang traf de to personer, der ligeledes lugtede af hash, hvorfor de blev sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.
Under en efterfølgende ransagning af en lejlighed i opgangen med tilknytning til de to personer, fandt politiet flere gram hash, som blev beslaglagt og efterfølgende udenretsligt konfiskeret. En 18-årig kvinde blev sigtet for narkobesiddelsen.
**
Specialpatruljen fandt amfetamin efter troværdigt tip
På baggrund af et anonymt tip rettede Specialpatruljen hos Østjyllands Politi onsdag aften kl. 23.05 henvendelse til en beboer på en adresse i Randers NØ, hvor der – ifølge det troværdige tip– blev solgt narko i form af amfetamin.
I forbindelse med en ransagning på stedet blev der i en fryser fundet en ikke ubetydelig mængde amfetamin, ligesom der også blev fundet to digitalvægte, amfetaminrester og salgsposer på stedet der indikerede, at den pågældende mand solgte amfetamin fra lejligheden.
En 33-årig mand blev sigtet for salg af narko og for besiddelse af euforiserende stoffer. Han blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, der ligeledes blev beslaglagt af politiet.
**
Færdsel:
Onsdag kl. 07.18 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N. En 26-årig mandlig bilist overholdt ikke sin vigepligt, da han kørte frem for fuldt stop. Det medførte, at han påkørte en 25-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom ikke umiddelbart alvorligt til skade, men han blev kørt på hospitalet for behandling. Bilisten blev sigtet i sagen.
En 66-årig mandlig bilist blev onsdag morgen kl. 09.59 sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort. En patrulje forsøgte at bringe den 66-årige til standsning på Hvilhusevej ved Tørring i Gjerlev J, hvilket ikke blev efterkommet. Bilisten blev derfor eftersat af politiet over adskillige kilometer, inden det lykkedes at få ham stoppet. Under sin efterfølgende snak med politiet kom den 66-årige mand med trusler mod patruljen, hvorfor han også blev sigtet for dette.
Onsdag kl. 14.39 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Skødstrup, hvor en 36-årig kvindelig bilist påkørte en 64-årig mandlig bilist. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, der var opstået i forbindelse med, at den 36-årige kvinde skulle svinge til venstre i krydset med Møllesvinget. Hun blev derfor sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Onsdag kl. 15.39 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Trige. I forbindelse med opbremsninger i nordgående retning påkørte en 70-årig kvindelig bilist en forankørende bil ført af en 39-årig mand. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, der dog medførte øget kødannelse, da den ene vognbane kortvarigt blev afspærret. Den 70-årige kvinde blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Onsdag kl. 16.05 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Trustrup på Norddjurs, hvor en 22-årig mandlig bilist påkørte en 61-årig mandlig bilist bagfra. Påkørslen skete, da den 61-årige var ved at dreje ind i en indkørsel, hvorfra hans bil blev skubbet ind i et hus beliggende på Århusvej. Ingen personer kom umiddelbart til skade i hverken køretøjer eller privat ejendom. Den 22-årige blev sigtet for episoden.
**
Indbrud:
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i politikredsen:
• På Gemmavej i Højbjerg begået onsdag d. 21/6 mellem kl. 08.00 og kl. 15.40
• På Krokusvej i Grenaa begået onsdag d. 21/6 mellem kl. 14.20 og kl. 16.08
• På Arendalsvej i Aarhus N begået torsdag d. 22/6 kl. 00.00