Nyt fra Randers i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10.30 en 23-årig mand, der er sigtet for at have begået grov vold i form af et knivstikkeri på Vorregårds Allé i Aarhus N. Episoden fandt sted den 17. februar om aftenen.

Den 23-årige mand blev anholdt i går eftermiddags og sigtet på baggrund af en større efterforskning af sagen.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

**

 

Mænd stoppet med narko i bilen

Onsdag eftermiddag kl. 17.20 standsede en patrulje fra Østjyllands Politi et køretøj på Marienlystvej i Aarhus N.

I forbindelse med en ransagning af køretøjet fandt betjentene frem til en pose indeholdende flere mindre salgsposer med hash og skunk i. Posen var gemt i et armlæn i bilen, og de to mænd i bilen, en 24-årig og en 22-årig, blev derfor begge sigtet for forsøg på salg af narko. De blev desuden fundet i besiddelse af flere tusinde kroner i kontanter og sigtet for salg af hash og skunk.

Østjyllands Politi foretog også efterfølgende en ransagning af en lejlighed i Brabrand, hvor der blev fundet hash og skunk samt digitalvægte og yderligere materialer, der indikerede forberedelser til salg af narko. De relaterede genstande blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

**

 

Medbragte våben i bussen

Onsdag aften kl. 20.10 ringede en anmelder til Østjyllands Politi og oplyste, at vedkommende på Harald Jensens Plads kunne se en mand med hvad der lignede en form for riffel med kikkertsigte.

Under telefonsamtalen med politiet steg den pågældende mand ifølge anmelderen pludselig på en bus, der kørte ad Ringgaden i retning mod Trøjborg.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor bussen blev standset i krydset mellem Viborgvej og Venstre Ringgade. I bussen fandt politiet en 54-årig mand, der passede på signalementet. Han blev ganske rigtigt fundet i besiddelse af et skydevåben, der passede på beskrivelsen, og blev anholdt på stedet.

Østjyllands Politi fandt efterfølgende endnu en riffel samt to pistoler i mandens medbragte tasker. De to rifler viste sig ved nærmere undersøgelser at være to luftgevær, mens pistolerne var henholdsvis en plomberet revolver og en hardball pistol.

Den 54-årige mand blev sigtet for at overtræde våbenloven ved ikke at have indpakket og transporteret sine skydevåben på korrekt vis. Han blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde joints og sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.

**

 

Forstyrrede politiets arbejde og blev anholdt inden hun sparkede betjent

I forbindelse med en anden politiopgave på en adresse i Viby J blev betjente fra Østjyllands Politi onsdag aften kl. 23.00 forstyrret af to personer, der stillede sig ind foran et af politiets kameraer og ikke ønskede at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet.

En 45-årig kvinde blev efter nogle minutters konfrontationer anholdt for at forstyrre den offentlige orden og politiets arbejde. Efter sin anholdelse valgte den 45-årige kvinde at sparke til én af betjentene flere gange, hvorfor hun blev sigtet for vold mod polititjenestemand. 

**

 

Patrulje overværede narkosalg

Onsdag aften kl. 21.30 overværede en patrulje fra Østjyllands Politi et møde mellem to personer, som virkede lidt mistænkeligt. De to personer mødte hinanden på gaden og gik efterfølgende ind mellem nogle bygninger på Nørrebrogade, hvorefter patruljen fulgte med.

Betjentene henvendte sig til de to personer, og den ene, en 26-årig mand, var ganske rigtigt i besiddelse af en mindre mængde kokain. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narko.

Den anden mand, som var 31 år, blev fundet i besiddelse af en mængde kontanter, der svarede til salg af kokain i den mængde, som var blevet fundet på den 26-årige, samt flere salgsposer med kokain. Den 31-årige blev derfor sigtet for salg af narko.

**

 

Færdsel:

Onsdag kl. 07.51 skete der et færdselsuheld på Risvang Allé i Aarhus N, hvor en 25-årig mandlig bilist påkørte en elektronikskab som følge af sort is på vejen. Ingen personer eller køretøjer kom til skade, men ved patruljens ankomst til stedet kunne det konstateres, at flere trafikanter også efterfølgende havde svært ved at bremse grundet det glatte underlag i området.

Onsdag kl. 09.20 skete der et færdselsuheld på Nymarksvej i Malling. I forbindelse med en overhaling af en traktor endte en personbil trods lav hastighed ude på en mark, hvor den rullede rundt og pådrog sig en del materielle skader. I bilen befandt to personer sig – en 18-årig kvindelig chauffør og en 17-årig mandlig passager – som efterfølgende blev kørt med ambulance til hospitalet for nærmere undersøgelser. Ingen af de involverede personer kom alvorligt til skade. 

En 26-årig mand blev onsdag formiddag kl. 11.15 standset af en patrulje på Randersvej i Aarhus N. Her blev han sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort.

Onsdag kl. 15.48 skete der et færdselsuheld på Bystævnet i Lystrup, hvor en 26-årig kvinde fik et ildebefindende, da hun kom kørende i vestlig retning. Episoden medførte, at hun kørte ind i en privat have og påkørte en parkeret bil på samme adresse. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

Østjyllands Politi beslaglagde onsdag eftermiddag kl. 16.36 et køretøj på Randersvej i Mørke fra en 26-årig mand grundet mistanke om manipulation af bilens forureningsbegrænsede udstyr.

Onsdag aften kl. 20.02 tilbageholdt Østjyllands Politi endnu et køretøj grundet mistanke om manipulation af bilens forureningsbegrænsede udstyr, da bilen kom kørende på Egsagervej i Åbyhøj. Bilen blev efterfølgende fragtet til et værksted for nærmere undersøgelser.

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse:
På Tranekærsvej i Randers NV begået mellem tirsdag d. 7/3 kl. 11.00 og onsdag d. 8/3 kl. 11.30
På Skanderborgvej i Viby J begået onsdag d. 8/3 kl. 17.06
På Mogensgade i Grenå begået onsdag d. 8/3 mellem kl. 09.30 og kl. 10.00
På Gråpilevej i Randers NØ begået onsdag d. 8/3 mellem kl. 17.00 og kl. 21.20
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook