Nyt fra Randers i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved retten i Randers

En 29-årig mand fremstilles i dag kl. 11.30 i grundlovsforhør ved retten i Randers. Han er sigtet for at være i besiddelse af flere forskellige slags euforiserende stoffer og blev anholdt sent i går aftes på en adresse i Randers C.

Anklagemyndigheden anmoder om dørlukning til grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen. 

**

 

Alvorligt færdselsuheld med cyklist

Tirsdag kl. 19.13 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en cyklist var kommet alvorligt til skade i forbindelse med et færdselsuheld på Vester Allé i Aarhus. Den 43-årige mandlige cyklist var kommet kørende i sydgående retning, hvor han kørte ind i en bildør fra en parkeret bil, der blev åbnet af bilens 40-årige mandlige chauffør.

Den 40-årige bilist pådrog sig umiddelbart ingen skader, men den 43-årige cyklist kom alvorligt til skade i forbindelse med sammenstødet. Han blev derfor kørt til akut behandling på hospitalet, da han var i kritisk tilstand. Østjyllands Politi har torsdag formiddag ikke nye oplysninger om mandens tilstand.

Den 40-årige bilist blev sigtet for at overtræde færdselsloven ved at have åbnet bildøren ud mod Vester Allé som cyklisten efterfølgende påkørte.

Pårørende eller vidner, der måtte have overværet den voldsomme hændelse, kan gratis ringe til Offerrådgivningen og få en uforpligtende snak om deres oplevelser. Offerrådgivningen i Østjylland kan kontaktes på telefonnummer 23 68 60 56.

I forbindelse med trafikuheldet på Vester Allé blev en 23-årig mand anholdt, da han ikke ønskede at efterkomme politiets anvisninger og forlade det afspærrede område. Han blev desuden sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet. 

**

Forskellige tip førte til flere fund af stoffer

I løbet af det seneste døgns tid har Østjyllands Politi fået flere brugbare tip, der har ført til fund af ulovlige stoffer i lejligheder.

Tirsdag formiddag kl. 11.03 rettede Specialpatruljen henvendelse til en beboer på en adresse i Aarhus C, hvor der ifølge et tip skulle foregå salg af narko. Den 20-årige mand, som boede i lejligheden, blev fundet i besiddelse af salgsposer og ulovlige tramadoler. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narko.

Kl. 13.00 modtog en patrulje i Randers et tip om, at der på en adresse i den nordøstlige del af byen befandt sig en større mængde stoffer, som den 57-årige mandlige beboer angiveligt skulle sælge videre. Politiet foretog derfor en ransagning af mandens bopæl, hvor han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin. Han blev derfor sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Færdsel:

En 28-årig kvinde fik tirsdag kl. 14.05 beslaglagt sit køretøj, da hun blev standset på Kystvej i Grenå uden gyldigt kørekort til at køre bil, da der var tale om flere gentagelsestilfælde af kørsel uden førerret.

Tirsdag kl. 16.10 skete det er færdselsuheld på Hjortensgade i Aarhus C, hvor to cyklister kørte sammen. I forbindelse med en overhaling kørte en 22-årig mandlig cyklist ind i en 21-årig kvindelig cyklist, hvormed primært den mandlige cyklist pådrog sig nogle behandlingskrævende skader. 

En 31-årig mand blev tirsdag kl. 21.57 standset af en patrulje på Gl. Århusvej i Randers SV. Her blev han sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt førerretten.

En 48-årig kvinde blev tirsdag kl. 22.37 sigtet for at føre bil, selvom hun var frakendt kørekortet, da hun blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Østervangsvej i Randers C. 

**

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Capellavej i Højbjerg begået tirsdag d. 7/2 mellem kl. 08.00 og kl. 09.45
På Bjørnshøjvej i Trige begået tirsdag d. 7/2 mellem kl. 07.40 og kl. 11.42
På Strandvangsvej i Egå begået mellem mandag d. 6/2 kl 17.30 og tirsdag d. 7/2 kl. 14.30

 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook