Nyt fra Randers i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 15.00 en 50-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for brandstiftelse.

I løbet af de seneste ugers tid har Østjyllands Politi fået flere forskellige anmeldelser om brande i Ulstrup – og onsdag aften kl. 22.18 rykkede en patrulje ud til endnu en brand på Hovedgaden i byen.

Ved politiets ankomst til stedet nogle få minutter senere kunne betjentene konstatere, at der var brand i en skraldespand, som det også havde været tilfældet ved flere af de seneste brande i byen.

Skraldespanden var udbrændt, og en nærtstående skraldespand var ligeledes hårdt medtaget af branden, som dog hurtigt blev slukket, da brandvæsenet ankom et par minutter senere.

Efterforskningen af sagen ledte politiet på sporet af en 50-årig mand, der blev anholdt kl. 00.32 og sigtet for brandstiftelse.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen, da brandene fortsat er under efterforskning.

**

 

19-årig mand druknet i Gudenåen

Onsdag kl. 19.14 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 19-årig mand var forsvundet, efter at han kort tid forinden var hoppet i vandet i Gudenåen fra Den Blå Bro i Randers C.

Ifølge anmeldelsen var den 19-årige hoppet i vandet med det formål straks efter at svømme i land igen, hvilket formentligt var mislykkedes grundet de kraftige strømforhold og blæsevejr.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor også hunde og helikoptere bidrog i eftersøgningen af den 19-årige, der var blevet set hoppe i vandet af flere bekendte vidner på stedet. Nogle vidner havde efterfølgende forsøgt at hoppe i vandet og hjælpe den 19-årige i land, men uden held. 

Kort efter midnat til torsdag kl. 00.05 blev den 19-årige fundet i livløs tilstand i Gudenåen nogle få hundrede meter fra udspringsstedet af nogle dykkere – han blev kort tid efter erklæret død.

Østjyllands Politi anser episoden som en tragisk ulykke og har ikke yderligere kommentarer til sagen. De pårørende til den 19-årige er underrettet.

Hvis man er pårørende eller har overværet episoden og måtte have brug for nogle at tale med, kan man ringe til Offerrådgivningen og få en snak med en professionel rådgiver på telefonnummer 116 006. Tilbuddet er gratis og uforpligtende, og det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det.

**

 

Mange henvendelser vedrørende spoofing-opkald

Østjyllands Politi har over den seneste tid modtaget en del henvendelser fra bekymrede borgere, der er blevet ringet op fra et vellignende dansk telefonnummer og forsøgt svindlet.

Opkaldet kommer fra en robotlignende engelsktalende stemme, der udgiver sig for at være fra politiet. Ifølge henvendelserne beder stemmen i telefonen om, at man skal indtaste forskellige numre undervejs i samtalen i et forsøg på at franarre dig dine penge og personlige oplysninger.

Vi opfordrer til, at man straks lægger røret på, hvis man bliver ringet op af en lignende stemme. Opkaldet kommer ikke fra os. Der er med stor sandsynlighed tale om såkaldt 'spoofing', hvor udenlandske svindlere ændrer visningen af deres eget nummer til et tilfældigt dansk nummer. På den måde ser det ud som, man bliver ringet op fra et dansk nummer, selvom opkaldet kommer fra udlandet.

Hvis du er blevet franarret dine personlige oplysninger, skal du hurtigst muligt kontakte din bank og få spærret dine konti. Hvis du modtager et nyt opkald, skal du smække røret på. Vi opfordrer til, at du anmelder det til os, hvis du er blevet udsat for spoofing. Det gælder dog kun, hvis man allerede er blevet udsat for svindel. Hvis du blot modtager et mistænkeligt opkald, som vi pt. får mange henvendelser om, skal du bare smække røret på - selve det mistænkelige opkald behøver du ikke anmelde til politiet.

**

 

Færdsel:

Onsdag kl. 14.00 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SV, hvor flere biler kørte sammen. Grundet uopmærksomhed og for tæt kørsel påkørte en 42-årig mandlig bilist en forankørende bil, ført af en 57-årig mand. Den 57-åriges bil blev i den forbindelse skubbet frem og ind i endnu en forankørende bil ført af en 40-årig kvinde. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, hvor den 42-årige mand blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Onsdag kl. 15.08 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers C i krydset ved Bredstrupsgade, hvor en 15-årig dreng blev påkørt af en 55-årig mandlig taxachauffør, der blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i politikredsen:
På Æblehaven i Hornslet begået mellem tirsdag d. 8/8 kl. 19.00 og onsdag d. 9/8 kl. 01.00
På Nordvangen i Egå begået onsdag d. 9/8 mellem kl. 08.30 og kl. 15.00
På Jønhøjvej i Åbyhøj begået mellem fredag d. 4/8 kl. 16.00 og onsdag d. 9/8 kl. 16.40
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook