Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00
Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 10.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Han er sigtet for forsøg på manddrab ved i forening med flere andre at have overfaldet en 32-årig mand og stukket ham med kniv. Overfaldet skete ifølge sigtelsen natten til den 5. august ud for en adresse i Odder. Den 32-årige blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand.
Østjyllands Politi har siden efterforsket episoden intensivt, og tre mænd, heriblandt den 26-årige, er blevet efterlyst offentligt med navn og billede. Tre øvrige mænd sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen.
Søndag lykkedes det så at få anholdt den 26-årige. Anholdelsen skete på en adresse i Midtjylland med god assistance fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Østjyllands Politi efterlyser fortsat yderligere to mænd med navn og billede. Oplysninger om sagen kan gives via tlf. 114.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
Da den 26-årige nu er fundet, har Østjyllands Politi fjernet hans navn og billede i den offentlige efterlysning. Politiet opfordrer medierne til at gøre det samme.
**
Forsøgte at bryde ind hos frisør – to mænd anholdt
En kvik borger ringede søndag kl. 08.05 til politiet, da hun på Grønnegade hørte lyden af en rude, der blev knust. Borgeren så i samme forbindelse to mænd, der stod tæt op ad en frisørforretning, som om de forsøgte at skjule noget.
Kort efter rykkede patruljer fra Østjyllands Politi ud, og tæt på Grønnegade blev to mænd, der svarede nøje til borgerens signalement, anholdt. Betjentene kunne konstatere, at en rude i døren ind til frisøren var blevet knust, og at nogen også havde forsøgt at knuse en anden rude. Gerningsmændene havde dog ikke nået at gå ind i forretningen.
Under visitationen blev de to anholdte, en 39-årig og en 36-årig mand, bl.a. fundet i besiddelse af en bushammer og en skruetrækker.
Begge mændene blev sigtet for forsøg på indbrud – og fik derudover begge en sigtelse for tyveri, da de var kørende på cykler, som de erkendte, at de havde stjålet.
**
Cykeltyv anholdt i Aarhus
En 52-årig kvinde stod søndag omkring kl. 16.20 ved en bank på Jægergårdsgade, da en fremmed mand pludseligt stjal hendes el-cykel, som hun kortvarigt havde stillet fra sig lige ved siden af.
På styret af cyklen hang kvindens taske, men den faldt af, da gerningsmanden kørte derfra.
Den 52-årige kontaktede politiet, og lidt efter blev en 41-årig mand anholdt længere oppe ad Jægergårdsgade. Her blev han anholdt og sigtet for tyveri, og cyklen blev leveret tilbage til kvinden.
I en taske, som den 41-årige havde på sig, lå flere mobiltelefoner og et smartwatch, som han ikke kunne forklare, hvor kom fra. Genstandene blev beslaglagt for at finde frem til rette ejere, og den 41-årige blev sigtet for ulovlig omgang med hittegods.
**
Rolige fodboldkampe i Randers og Aarhus
Både i Randers og Aarhus blev der søndag afviklet fodboldkampe på de to byers respektive superligastadions, og det foregik – set med politiets briller – i god ro og orden og uden større uro.
Eneste anholdelse blev foretaget på Stadion Allé i Aarhus, hvor en 25-årig mand blev fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og amfetamin. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Søndag kl. 09.10 skete der et færdselsuheld på Ringvejen i Grenaa. Ved en letbaneoverskæring kørte en 43-årig mandlig bilist ind i en bom, der var gået ned – angiveligt fordi han blev blændet af solen. Den 43-årige skyndte sig at køre videre over skinnerne, og der skete ikke sammenstød med letbanen. Både bommen og forruden på bilen blev ødelagt, men den 43-årige kom ikke noget til.
Søndag kl. 15.01 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. To cyklister, en 25-årig og en 48-årig mand, stødte sammen og væltede begge ned på asfalten. Den 48-årige pådrog sig nogle skader og blev kørt på skadestuen. Den 25-årige kom umiddelbart ikke til skade.
Søndag kl. 16.37 skete der et færdselsuheld på Flintbakken i Kalø ved Rønde. En 62-årig mandlig bilist kom af ukendte årsager for langt over i den modsatte vejbane, hvor han ramte frontalt sammen med en bil ført af en 60-årig mand. Den 62-årige blev efterfølgende kørt på skadestuen.
Søndag kl. 17.10 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby J. En 37-årig mandlig bilist ramte op bag i en motorcykel ført af en 75-årig mand, der væltede. Motorcyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Skt. Anna Gade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 12/8 kl. 11.40 og søndag d. 13/8 kl. 11.00
• På Almindingen i Aarhus V begået søndag d. 13/8 mellem kl. 01.00 og kl. 03.00
• På Carit Etlars Vej i Åbyhøj begået mellem fredag d. 11/8 kl. 14.00 og søndag d. 13/8 kl. 18.00
• På Tuestensvej i Tilst begået søndag d. 13/8 mellem kl. 19.00 og kl. 23.35