Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Vanvidsbilist fremstilles i Retten i Aarhus
En 38-årig mand fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.30.
Den 38-årige blev anholdt torsdag kl. 19.40 efter en længere eftersættelse i området ved Marselis Boulevard, Tivoli og Højbjerg ved Aarhus. Under eftersættelsen oversteg den 38-årige, som desuden var frakendt kørekortet, fartgrænsen med over 100% og kørte flere gange over for rødt lys.
På grund af den høje hastighed og hensynsløse kørsel blev det vurderet, at der var tale om vanvidskørsel, og mandens bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den 38-årige sigtes for en lang række overtrædelser af færdselsloven, herunder for at forvolde fare for andres liv eller førlighed ved særligt hensynsløs kørsel.
**
Endnu tre kvinder udsat for bedrageri af falske bankfolk
På døgnrapporten i går advarede vi om falske bankbude.
I løbet af torsdag blev endnu tre kvinder på hhv. 91, 83 og 80 år fra Aarhus-området udsat for bedrageri af personer, der påstod, de kom fra banken.
Fremgangsmåden var i alle tilfælde næsten den samme. Kvinderne blev ringet op af en mand, som sagde, han kom fra banken. Herefter fortalte han kvinderne, at der enten var ved at blive hævet på deres kort, at der var hævet et beløb i udlandet, eller at kvinden skulle have skiftet sit kort. I alle tilfælde var løsningen på problemet, at den falske bankmand i telefonen ville sende et bud ud til kvindernes privatadresse for at hente kortet.
Da budet kom ud til kvinderne, spurgte han udover kortet efter kode til kortet, NemID oplysninger og evt. værdigenstande i huset.
Der er naturligvis tale om svindel, og kvinderne oplevede desværre at miste større summer fra deres konto. Banken vil aldrig sende et bud hjem til folk for at hente hverken kort eller koder.
Politiet i hele landet ser desværre denne fremgangsmåde rigtig ofte, og svindlerne ser ud til at gå målrettet efter især ældre mennesker. Det er derfor politiets kraftige opfordring, at man tager en snak med sine forældre, bedsteforældre, onkler og tanter om, at man aldrig skal udlevere sine kort eller koder.
Vær skeptisk, hvis nogen ringer om dine banksager. Banken vil aldrig bede om oplysninger i telefonen, og hverken bank, politi eller andre myndigheder, vil sende et bud ud efter dit kort.
Hvis du bliver ringet op og er i tvivl, så smæk røret på. Ring evt. til din banks hovedafdeling og bed om at blive stillet om til din rådgiver den vej igennem.
**
Indbrud i biler i Hasle
Flere bilejere i Hasle vågnede torsdag morgen til en træls overraskelse. En række biler i Ryhaven havde nemlig alle haft indbrud. Bilerne havde fået knust en siderude, hvorefter handskerum eller hele bilen var blevet gennemrodet for værdier.
Vi ser desværre flere indbrud i biler i områder omkring Aarhus. Politiets råd er:
- Tøm altid bilen for værdier
- Gør det tydeligt, at der ikke er værdier i bilen, ved at åbne handskerummet og rulle evt. overtræk til bagagerummet fra
- Parker gerne, hvor der er god belysning og evt. overvågning
**
Brand i etageejendom i Randers
Politi og Brand kørte torsdag kl. 14.45 til Torvegade i Randers, hvor der var brand i et opbevaringsrum under en etageejendom. Beboerne i både bygningen og nabobygningen blev evakueret pga. kraftig røg, men ingen kom umiddelbart til skade ved branden, som var slukket omkring en time efter. Branden var tilsyneladende opstået i et rum i kælderen, hvor der blandt andet blev opbevaret pap, og politiet undersøger den mulige årsag.
**
Færdsel
Torsdag mellem kl. 05.51 og kl. 11.51 blev der foretager hastighedskontrol på Østjyske Motorvej ud for Tilst i nordgående retning. På strækningen, hvor det er tilladt at køre 110 km/t, passerede i tidsrummet 9663 biler. Heraf blev 191 målt til umiddelbart at køre for hurtigt.
Torsdag kl. 12.46 skete der et færdselsuheld på Nyringen i Risskov, da en grå Toyota i et sving kom over i den modsatte vejbane og ramte en 33-årig mandlig bilist. Den grå bil kørte herefter fra stedet. Inge kom umiddelbart til skade, men politiet hører gerne fra føreren af den grå bil på tlf. 114.
Torsdag kl. 13.47 skete der et færdselsuheld På Strømmen i Randers, da en varevogn i forbindelse med køkørsel påkørte en 44-årig mandlig bilist bagfra. Føreren af varevognen blev taget med på hospitalet til undersøgelse, men den 44-årige kom ikke umiddelbart til skade.
Torsdag kl. 20.20 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Aarhus N, da en 85-årig mandlig bilist kørte over for rødt i lyskrydset ved Marienlunds Allé, op over kantstenen ved cykelstien og herefter påkørte en 25-årig kvindelig bilist, som holdt for rødt lys i krydset med Nordre Ringgade. Den 85-årige blev kørt på hospitalet til behandling, men er ikke umiddelbart i livsfare. Den 25-årige kvinde kom tilsyneladende ikke til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Saturnvej i Viby begået mellem onsdag den 19/10 kl. 17.30 og torsdag den 20/10 kl. 13.00
• På Møllevej i Stevnstrup ved Langå begået mellem onsdag den 19/10 kl. 00.00 og torsdag den 20/10 kl. 17.15
• I Grøfthøjparken i Viby begået torsdag den 20/10 mellem kl. 11.00 og kl. 18.30