Nyt fra Randers i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 23-årig mand, der sigtes for manddrab, usømmelig omgang med lig, brandstiftelse og bortskaffelse af beviser i forbindelse med drabssag fra Djursland.

Læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse.

**

 

Butikstyve på spil i Aldi

Onsdag kl. 11.59 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Aldi på Kamma Klitgårds Gade i Risskov, hvor butikschefen forsøgte at tilbageholde en kvinde og en mand, der var taget i at stjæle varer fra butikken. Butikschefen havde bemærket de to personer gå rundt i butikken, og da han fandt deres adfærd mistænkelig, gik han ind i butikkens baglokale, hvorfra han kunne holde øje med dem på videoovervågningen.

Her kunne han se, at de flere gange lagde nogle varer ned i en medbragt sportstaske, og da de gik hen til kassen, betalte de kun for en liter mælk og noget kattemad. Ingen af de varer, som butikschefen havde set dem putte i sportstasken, blev lagt op på kassebåndet.

Da de to personer havde passeret kasselinjen tog butikschefen kontakt til dem og bad dem følge med ind i et baglokale, hvilket de i første omgang gjorde. I baglokalet blev sportstasken åbnet og tømt for varer. Herefter tog parret sportstasken og begyndte at gå mod udgangen.

Butikschefen sagde til dem, at de skulle blive på stedet, men de fortsatte med at gå mod udgangen. Butikschefen løb efter dem, hvilket fik kvinden til at standse, mens manden stak af. Kort efter ankom politiet til stedet, og den 20-årige kvinde blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Betjentene fik et signalement af manden, der var stukket af, og han blev kort efter spottet af en patrulje ved Kantorparken på Skejbyvej. Her blev den 22-årige mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Han blev desuden sigtet for narkobesiddelse, da der i hans taske blev fundet en mindre mængde hash.

Herefter blev den 22-årige mand kørt retur til Aldi, hvor betjentene gennemså videoovervågningen, hvor det kunne konstateres, at de havde fat i den rigtige person. Butikschefen gav herefter manden og kvinden besked om, at det ikke længere var velkomne i Aldi.

**

 

Standsede bil med 17-årig fører uden lovpligtig ledsager

Onsdag kl. 20.08 blev en patrulje, der kørte på Hejredalsvej i Brabrand, opmærksom på en bil, der foretog en overhaling over dobbelt spærrelinje. Betjentene fik standset bilen og ville tage en snak med føreren, der viste sig kun at være 17 år gammel.

Med sig i bilen havde den 17-årige chauffør tre andre drenge på 16, 17 og 18 år, men da ingen af dem opfyldte kravene til at være ledsager blev den 17-årige, ud over sigtelsen for den ulovlige overhaling, sigtet for kørsel uden ledsager.

Betjentene besluttede sig for at kigge lidt nærmere på de fire drenge i bilen, og det viste sig at være en god idé. Under visitationerne blev den 18-årige mand, der sad på passagersædet, fundet i besiddelse af en taser og nogle ulovlige piller og blev derfor både sigtet for narkobesiddelse og for overtrædelse af våbenloven.

Den 16-årige dreng, der sad på bagsædet, blev fundet i besiddelse af en peberspray og blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven. I bilen blev der desuden fundet en kniv, som ingen af de fire drenge ville kendes ved, hvorfor den blev taget med på stationen til nærmere undersøgelse.

**

 

Mand blev anholdt på Anholt

Onsdag kl. 23.35 blev Østjyllands Politi bedt om at assistere ved Anholt Festival ved Anholt skole, idet en beruset koncertgænger havde udvist voldelig adfærd under en koncert med Østkyst Hustlers. Manden havde tilsyneladende forsøgt at trække et af bandmedlemmerne ned fra scenen, hvorefter han var blevet tilbageholdt af nogle personer på stedet.

Østjyllands Politi har i sommermånederne en patrulje på Anholt, og den ankom kort efter til stedet, hvor den 59-årige mand fra København blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev herefter kørt til øens campingplads, hvor han var indlogeret, med en opfordring til at gå i seng.

**

 

Stjal penge fra kasseapparat

Onsdag kl. 13.36 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra et butik på Lille Torv i Aarhus, hvor en mand kort forinden havde stjålet penge fra kasseapparatet. En medarbejder havde været i færd med at ekspedere en kunde, da hun pludselig kunne høre, at kasseapparatet gik op. Da hun kiggede derhen, så hun en mand, der hurtigt satte kurs mod rulletrappen.

Medarbejderen skyndte sig hen til kassen, som stod åben, og kunne konstatere, at der manglede nogle penge. Hun fik fat i sin chef, der fik kontakt til manden, inden han nåede at forlade butikken, hvorefter de kontaktede strøgvagterne, der hjalp med at tilbageholde manden, indtil politiet ankom.

Den 46-årige mand blev fundet i besiddelse af de pengesedler, der manglede i kassen, og han blev derfor sigtet for tyveri fra kasseapparat. Butikschefen gav herefter manden besked om, at han ikke længere var velkommen i butikken.

**

 

Fandt mindre skunklaboratorium

Onsdag kl. 15.36 kørte en patrulje til en adresse i Tranbjerg, hvor der var kommet en anmeldelse om, at en mand skabte utryghed hos sine naboer. Da patruljen ankom til stedet, var manden ikke at finde nogen steder, og han reagerede heller ikke, da betjentene bankede på hans dør.

Betjentene undersøgte huset lidt nærmere og kunne se, at havedøren stod åben. De gik ind i huset og råbte efter manden, der dog ikke var hjemme. Til gengæld opdagede betjentene, at der i et af værelserne var indrettet et mindre skunklaboratorium med et telt med varmelamper, udsugning og blæser. I teltet stod der flere hampplanter, og rundt omkring i huset blev der også fundet både skunk, pot og diverse piller.

Senere på dagen fik betjentene telefonisk kontakt til den 49-årige mand, der blev gjort bekendt med, at politiet havde været forbi på hans bopæl, og at han på den baggrund var sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

**

 

Kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse, da hun ventede på bussen

Onsdag kl. 16.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 21-årig kvinde, der netop havde været udsat for blufærdighedskrænkelse, da hun stod og ventede på bussen på Jernaldervej i Aarhus V. Kvinden har forklaret til politiet, at hun havde stået i busskuret og ventet, da en mand kom og satte sig ved siden af hende.

Da hun kort efter kiggede op fra sin telefon, så hun, at manden sad med blottet underliv og lavede nogle bevægelser med hånden, som gjorde, at hun var ret sikker på, at han sad og onanerede. Kvinden forlod derfor busstoppestedet og kontaktede politiet.

Kvinden gav politiet at signalement af manden, der i mellemtiden var stået på bussen mod centrum. Ved Hasle Torv fik en patrulje standset bussen og betjentene tog kontakt til den 31-årige mand, der blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 07.15 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus C, da en 43-årig mandlig bilist påkørte en forankørende bil, ført af en 33-årig kvinde, da denne pludseligt bremsede op. Påkørslen skete med lav hastighed og medførte derfor kun mindre materiel skade.

Onsdag kl. 10.45 skete der et færdselsuheld i krydset Åby Ringvej/Silkeborgvej, hvor en af politiets patruljebiler kørte sammen med en anden bil, ført af en 66-årig mand, da betjentene i forbindelse med udrykning kørte ud i krydset for rødt lys. Sammenstødet skete med lav hastighed, hvorfor der kun skete mindre materiel skade.

Onsdag kl. 15.43 skete der et færdselsuheld på Tritonvej i Randers SØ, da en 69-årig kvindelig bilist kørte op ad en jordskråning og ind i et hæk, hvorefter bilen væltede rundt på taget. Kvinden kom ikke umiddelbart noget til ved uheldet.

Onsdag kl. 15.55 skete der et færdselsuheld på Viborgvej ved motorvejsafkørslen i Tilst, hvor flere biler kørte sammen. En 86-årig kvindelig bilist holdt for rødt lys og ville gerne svinge til venstre. Da lyset blev grønt, begyndte hun at køre ud i krydset, men opdagede så at hun ikke måtte svinge til venstre, hvorefter hun bremsede hårdt op. Bilen bagved hende, der blev ført af en 35-årig mand, nåede også at bremse op, mens en tredje bil, ført af en 49-årig mand, ikke nåede at bremse op. Han ramte derfor den 35-åriges bil, der efterfølgende blev skubbet frem i den 86-åriges bil. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet. Den 49-årige mand blev sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Neptunvej i Højbjerg begået mellem torsdag den 21/7 kl. 09.00 og onsdag den 27/7 kl. 11.40
  • På Fridasminde i Randers SØ begået mellem tirsdag den 26/7 kl. 13.00 og onsdag den 27/7 kl. 12.30
  • På Kristrupvej i Randers SØ begået onsdag den 27/7 mellem kl. 07.05 og kl. 15.20
  • På H.C. Ørsteds Vej i Viby begået mellem søndag den 24/7 kl. 09.30 og onsdag den 27/7 kl. 17.05
  • På Elverdalsvej i Højbjerg begået mellem lørdag den 16/7 kl. 06.00 og onsdag den 27/7 kl. 20.30
  • På Lerbærkvej i Risskov begået onsdag den 27/7 kl. 20.35
  • På Egernvej i Højbjerg begået onsdag den 27/7 kl. 22.35
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook