Nyt fra Randers i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.00 en 22-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for tyveri og vold mod en polititjenestemand. 

Tirsdag kl. 19.49 kontaktede en borger politiet, da han i en p-kælder på Irma Pedersens Gade i Aarhus C havde set en mand i færd med at skære låsen på en elcykel over med en vinkelsliber. 

En patrulje var hurtigt på stedet i kælderen, hvor de fik øje på den 22-årige, der svarede nøje til signalementet givet af anmelderen. Han blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af el-cyklen, som stadig stod på stedet. 

Med sig havde den 22-årige en ladcykel, der havde fået skåret låsen over, og i ladet lå blandt andet en vinkelsliber. Da ladcyklen også blev vurderet stjålet, blev den 22-årige sigtet for tyveri. 

Den anholdte var udadreagerende og aggressiv og i patruljebilen på vej til politistationen bed han pludseligt den ene betjent hårdt i armen. Biddet var så hårdt, at betjenten efterfølgende måtte til behandling på skadestuen. 

Den 22-årige blev sigtet for vold mod polititjenestemand, og han blev desuden sigtet for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand, da han råbte nogle skældsord efter den ene betjent. 

**

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 12.30 en 31-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for voldtægt og ulovlig tvang begået mod en 33-årig kvinde på en adresse i Aarhus. Den 31-årige blev anholdt tirsdag kl. 17.48 på adressen, hvor kvinden også befandt sig. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

 

 

Flere tyverier fra biler 

Østjyllands Politi fik tirsdag 11 anmeldelser om tyverier fra biler, der primært var begået på p-pladser i Aarhus-området. I flere af tilfældene var der stjålet bilinventar. 

I Aarhus V var det gået ud over tre BMW’er, der havde fået knust en rude, hvorefter tyvene havde stjålet dele såsom rat, speedometer og airbag. 

På P.O. Pedersens Vej i Skejby var gerningsmændene gået efter VW-biler. Tre biler havde fået knust en rude, og i to af tilfældene var bilens radio blevet stjålet. På Trindsøvej i Aarhus C havde tyvene stjålet en fordør, rat og radio fra en VW, der holdt på en p-plads. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere. 

Tyverierne er formentligt sket natten til tirsdag, og politiet hører gerne fra eventuelle vidner eller borgere, der har viden om, hvem der står bag. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114. 

**

 

Fandt knive i stjålet bil

En patrulje fra Østjyllands Politi standsede tirsdag kl. 19.44 en bil med to mænd på 24 og 27 år. Det viste sig, at bilen lørdag var blevet meldt stjålet fra en adresse i Viby, og mændene blev derfor sigtet for tyveri. 

Under en ransagning af bilen fandt betjentene to knive, som den 24-årige fører blev sigtet for at besidde. Den 27-årige blev fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og noget hash, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Kvikt vidne ledte til cykeltyv

En ung kvinde kontaktede natten til onsdag kl. 2.04 politiet, da hun mistænkte en mand på Vestergade i Aarhus for at have stjålet en cykel, som han gik rundt med.  

En patrulje i området kørte til Vestergade, hvor de fik fat i en 24-årig mand, som løftede rundt på en låst elcykel. 

Den 24-årige erkendte, at han havde stjålet cyklen, som havde stået ud foran Magasin, og at det havde været hans plan at sælge den. 

Han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri. 

Under anholdelsen kom en 33-årig mand gående forbi betjentene og råbte nogle højlydte skældsord mod patruljen, mens han gik hen imod dem. Han blev derfor også anholdt – sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Fandt tramadolpiller i bil

En patrulje fattede tirsdag kl. 21.45 mistanke til en 23-årig mand, som sad alene i en bil, der holdt parkeret på Inger Christensens Gade i Brabrand. 

Betjentene tog kontakt til ham, og da han virkede påvirket af stoffer, blev han visiteret og bilen ransaget. 

I mandens lommer fandt patruljen en mindre mængde tramadolpiller, som han ikke have recept på, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Pillerne blev naturligvis beslaglagt. 

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 19.48 blev en 39-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nørrebrogade i Randers NØ.  **

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

- På Grøndalsvej i Viby begået fredag d. 3/3 mellem kl. 10.00 og kl. 14.00
- På Henrik Ibsens Vej i Grenå begået mellem søndag d. 9/4 kl. 12.00 og tirsdag d. 11/4 kl. 15.15

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi

Seneste på facebook