Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.30
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 35-årig thailandsk kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Kvinden blev mandag middag anholdt under en kontrol på en massageklinik i Randers C og sigtet for ulovligt ophold og ulovligt arbejde, da hun hverken kunne fremvise gyldig opholds- eller arbejdstilladelse.
Kvinden blev tilbageholdt, mens hendes sag blev forelagt Udlændingestyrelsen, der nu har vurderet, at hun skal udvises af landet. Anklagemyndigheden vil derfor anmode retten om, at kvinden kan tilbageholdes frem til, at hendes udvisning kan effektueres.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 12.30
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.30 en 25-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han sigtes for vold, brandstiftelse og forsøg på manddrab i forbindelse med branden tirsdag aften på Campus Djursland i Grenaa.
Læs mere i udsendte pressemeddelelse.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 34-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for to tilfælde af røveri.
Det ene tilfælde fandt ifølge sigtelsen sted mandag eftermiddag i en tøjbutik på Søndergade i Aarhus, hvor den 34-årige stjal en trøje. Da en medarbejder opdagede tyveriet og ville stoppe tyven, slog den 34-årige ham ifølge sigtelsen med en knyttet næve på kroppen, hvorefter han stak af.
Dagen efter opdagede medarbejderen den 34-årige på gaden i Aarhus, hvor han forsøgte at tilbageholde ham. Det førte ifølge sigtelsen til, at den 34-årige truede medarbejderen, slog ud efter ham og tog hans mobiltelefon fra ham.
Senere samme dag opdagede en patrulje den 34-årige, da han gik rundt i Aarhus Midtby, og her blev han anholdt og sigtet for de to røverier.
**
Færdselskontrol med Motorstyrelsen
Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi assisterede onsdag eftermiddag Motorstyrelsen i en målrettet kontrol i Randers, hvor der bl.a. var fokus på udenlandsk indregistrerede køretøjer.
Der blev noteret i alt 18 sager, som Motorstyrelsen nu vil undersøge nærmere - heraf 10 afgiftssager vedrørende herboende udlændinge, der kørte i udenlandsk indregistrerede køretøjer.
Derudover noterede Østjyllands Politi under færdselskontrollen følgende overtrædelser:
• 2 ej benyttet sikkerhedssele
• 1 lov om hyrekørsel
• 1 overtrædelse af udlejningsbekendtgørelsen
• 3 overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen
• 1 rødt lys (klip)
• 3 håndholdt mobiltelefon (klip)
• 1 udstyrsbekendtgørelse
• 1 misbrug af faste prøveskilte
• 2 manipulation af forureningsbegrænsende udstyr
• 1 kørsel uden førerret
• 1 overhaling højre om (klip)
• 1 manglende tegngivning
**
Hærværk på rådhuset i Aarhus
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 6.41 en anmeldelse om, at der var begået hærværk på Aarhus Rådhus.
En patrulje kørte til rådhuset, hvor ukendte gerningsmænd i løbet af natten havde skrevet nogle budskaber med maling på flere vinduer ved indgangspartiet.
Betjentene sikrede spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
Gerningsmændene har formentligt været på spil i tidsrummet mellem tirsdag aften kl. 23.00 og onsdag morgen kl. 6.30.
**
Beslaglagde stoffer, kastestjerner og peberspray
Betjente fra Østjyllands Politi aflagde onsdag kl. 10.18 et besøg på en adresse i Randers C efter et tip om, at der skulle være ulovlige stoffer på stedet.
Allerede ved indgangen til lejligheden kunne betjentene lugte hash, og da de kom ind traf de to mænd og en kvinde, som alle blev visiteret, inden stedet blev ransaget.
Den 20-årige kvinde, som bor i lejligheden, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da hun vedkendte sig en mindre mængde skunk, som lå fremme.
Derudover lå der andetsteds en digitalvægt, nogle kontanter og flere salgsposer med hash og skunk, som en 22-årig mand erkendte var hans. Stoffer og penge blev beslaglagt, og den 22-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Han blev derudover sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde en peberspray på sig.
Den tredje person i lejligheden, en 34-årig mand, var yderst utilfreds med politiets tilstedeværelse, og da han råbte skældsord og trusler mod betjentene, blev han anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale og trusler mod en polititjenestemand.
Den 34-årige havde en sportstaske med sig, og da betjentene kiggede i den, fandt de fire kastestjerner, som blev beslaglagt, hvorefter den 34-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
**
Blev frakendt kørekortet – men kørte fra retten i bil
En 53-årig mand havde åbenbart ikke helt forstået budskabet, da han onsdag formiddag i Retten i Aarhus var blevet dømt i en færdselssag og frakendt kørekortet i en længere periode.
For umiddelbart efter retsmødet var slut, gik han ud på en nærliggende parkeringsplads og begyndte at køre fra stedet. Anklageren, som havde ført sagen mod den 53-årige, opdagede, at den netop dømte mand var i færd med at bakke ud fra en p-bås, og han fik manden til at blive på stedet, indtil politiet kom frem.
Da patruljen ankom, erkendte den 53-årige forseelsen, og forklarede at han havde tænkt, at han bare lige skulle have fragtet bilen hjem.
Det fik han dog ikke lov til. Til gengæld fik han en ny sigtelse – for kørsel uden førerret.
**
Beslaglagt amfetamin under ransagning i Randers
En 50-årig mand fik onsdag kl. 13.50 besøg af en patrulje fra Østjyllands Politi efter et tip om, at der var narko på adressen.
Under betjentenes ransagning af stedet blev der fundet flere salgsposer med amfetamin og en mindre mængde hash. På den baggrund blev den 50-årige anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Unge havde kniv, peberspray og ulovlige piller på sig
En patrulje traf natten til torsdag omkring midnat en 18-årig ung kvinde og en 17-årig ung mand ud for Skejbycenteret i Aarhus N, og da betjentene fik mistanke til, at de unge havde stoffer på sig, blev begge visiteret.
Det endte med at udløse flere sigtelser.
Den 17-årige unge mand havde nemlig flere ulovlige piller på sig og en mindre mængde hash og to knive i lommerne. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.
Den 18-årige unge kvinde havde en peberspray på sig, og det gav hende en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.
**
Færdsel
Onsdag kl. 7.26 skete der et færdselsuheld i krydset Bysmedevej/Havkærvej i Tilst. En 30-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 28-årig mand, som herefter kørte ind i et vejskilt. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Onsdag kl. 13.14 skete der et færdselsuheld på Rougsøvej i Ørsted. En 21-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 21-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Onsdag kl. 14.25 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ajstrupvej i Malling. Da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Onsdag kl. 15.50 skete der et færdselsuheld i krydset Skovfaldet/Nordre Ringgade i Aarhus N. En 33-årig mandlig bilist kørte ud foran en 43-årig kvindelig cyklist, som ramte ind i bilen og væltede. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Onsdag kl. 19.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil var kørt ind i en pølsevogn på Harald Jensens Plads, hvorefter fører og flere passagerer var flygtet fra bilen. Ingen var umiddelbart kommet noget til. Da politiet kom frem, var der ingen fra bilen på stedet. Bilen viste sig at være en udlejningsbil, og Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere for at finde frem til, hvem der kørte den.
Natten til torsdag kl. 2.31 blev en 58-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Risvangs Allé i Aarhus N.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Børupvej i Tranbjerg begået tirsdag d. 14/3 kl. 13.30
• På Hvedebakken i Hammel begået mellem tirsdag d. 14/3 kl. 16.00 og onsdag d. 15/3 kl. 7.15
• På Trillegårdsvej i Aarhus V begået onsdag d. 15/3 mellem kl. 12.30 og kl. 19.32
• På Solbjerg Hedevej i Solbjerg begået onsdag d. 15/3 mellem kl. 17.30 og kl. 20.33
• På Skovleddet i Langå begået onsdag d. 15/3 mellem kl. 20.29 og kl. 21.07